Jeg bringer her et debatindlæg af Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi, der blev bragt i Århus Stiftstidende for to uger siden. Den fornyede aktualitet om Store Robert, som dagens afsløring har medført, gør bestemt ikke debatindlægget med sin kunstfaglige ekspertise mindre vigtig:

Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi

Hvorfor tror politikerne, at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for over 50 år siden, kan blive et vartegn for nutidens Aarhus?

Det er ganske forudsigeligt, at politikerne i Aarhus med kyshånd har taget imod tilbuddet om, at en 72 m høj skulptur af Robert Jakobsen op­føres kvit og frit i indløbet til Aarhus Havn. Det kommer ikke til at koste kommunen noget, og kunstneren er anerkendt.

Robert Jakobsen er ganske rigtigt en stor og anerkendt kunstner. Det er særligt i efterkrigsårene, hans bedste arbejder findes, mens han i senere perioder ikke altid kunne leve op til fortidens bedrifter.

Den store skulptur til ­havnen er desværre den aldrende kunstners noget stivnede og blodfattige henvisning til tidligere tiders mere levende formsprog.

At vurdere kunstnerisk kvalitet helt eksakt, er dog en speget affære. Jeg kan som rektor for et kunst­akademi og som tidligere medlem af bl.a Akademiraad og Statens Kunstfond uden tvivl påberåbe mig retten til at være kunstfaglig ekspert, hvilket jeg gerne påtager mig, men der vil sikkert kunne opdrives andre eksperter, sikkert også visse kunstfaglige, der vil have en anden opfattelse af Store ­Robert-skulpturen.

Derfor giver det ikke meget mening at fortsætte den diskussion. Det giver heller ikke mening at diskutere det principielle problem i at opføre et 72 m. højt kunstværk derude i landskabet. Efter min mening er det ganske fint, såfremt skulpturen er af tilstrækkelig høj kunstnerisk kvalitet og sender et budskab, der tåler så kraftig en eksponering. Det er der garanteret også delte meninger om, så ikke mere om det.

Til gengæld er der et andet problem med skulpturen, som er helt eksakt, og som ikke kan diskuteres. Skulpturen som tilbydes er et modernistisk værk, dvs. et værk der fungerer i et formsprog og et udtryk, som var gældende dagsorden i ­kunsten indtil midten af 1960’erne, og som efterfølgende er blevet udfordret og overhalet af helt andre kunstneriske ­retninger, hvoraf nogle ­sætter dagsordenen i dag.

Gentagne gange har man kunnet læse, at politikerne forestiller sig at Store Robert vil kunne »brande« Aarhus.

Hvorfor tror politikerne at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for mere end et halvt århundrede siden kan brande Aarhus i dag? Hvis det drejede sig om at profilere byen med ny teknologi eller it, ville man så tilsvarende benytte 50 år gamle eksempler og symboler? Næppe, men man er åbenbart ikke så nøjeregnende, når det gælder kunst.

Man må derfor kalkulere med en anselig risiko for, at skulpturen vil få den stik modsatte effekt end den tilsigtede, nemlig at den vil virke anakronistisk, reaktionær og provinsiel. Aarhus har netop introduceret et nyt slogan: »Aarhus, Danish for progress«. Hvor progressivt er det ærligt talt at opstille et forældet vartegn, der er mere tilbageskuende end fremadskuende? Jeg er på mit fags vegne skuffet over, at man ikke er mere ambitiøs med hensyn til, hvad man forestiller sig kunsten kan betyde og udvirke.

Århus Stiftstidende bringer i dag et alternativt forslag til Store Robert-skulpturen ved indsejlingen til Aarhus Havn. Forslaget “Aros Øksen” er skabt af Aarhus-kunstneren Arnt Uhre, der har arbejdet med idéen gennem fire år. Han udtaler til Århus Stiftstidende:

“Vikingerne er vores rødder her i Aros. Den tid skal vi brande os på. Men mine skitser blev for Disney-agtige. Da Store Robert kommer ind i billedet, begynder min hjerne at arbejde hurtigt. Det var starten på forvandlingen af skitserne. Jeg er ikke ude på at fjerne Store Robert. Omvendt synes jeg heller ikke, at man kan feje Robert af banen uden selv at have noget at diskutere ud fra.”

Interessant at kommunens beslutning om at acceptere kunstgaven Store Robert bliver udfordret på denne måde. Det er dog meget behændigt, at artiklen i Århus Stiftstidende ikke nævner spørgsmålet om finansiering for, hvem skal finansiere den?

Artikel:

Vartegn: Aros Øksen udfordrer Store Robert af Århus Stiftstidende

Bedre sent end aldrig må være den korrekte talemåde at knytte til JP Aarhus’ artikel om et byggeboom af historiske dimensioner fra i dag. Tilbage i december rapporterede Børsen om det forestående og nu igangværende byggeboom i Aarhus ved brug af den private virksomhed CRM-Byggefaktas tal. Det har JP Aarhus så valgt at skrive om i dag. Nyt siden sidst er dog, at vurderingen af det samlede investerede beløb er steget fra 28 mia. kroner til 35,5 mia. kroner. Det kommer dog ikke som nogen overraskelse, da jeg selv kritiserede beløbet tilbage i december for ikke at give et fyldestgørende billede. JP Aarhus har selvstændigt været inde i CRM-Byggefakta og udtrække informationen, som dateres d. 3. marts, hvilket taler til deres fordel. JP Aarhus har samtidig haft en samtale med CRM-Byggefaktas direktør Jens Johansen, der nu vurderer 33% af projekterne som usikre mod blot 16% tilbage i december.

Sjovt er jo så, at alle lokalmedier nu rapporterer indholdet i JP Aarhus’ artikel, selv P4 Østjylland, der også rapporterede om den originale artikel tilbage i december. Læser de lokale journalister ikke min blog eller ignorerer de bevidst mine indlæg? Til den kommentar kan også tilføjes, at JP Aarhus i dagens leder skriver:

For Aarhus er det en rigtig god historie, og derfor er det også en smule underligt, at kommunen ikke har været længere fremme for at berette om succeshistorien. Forklaringen er måske meget simpel: Det har trods god vilje været vanskeligt at skaffe konkret information fra Aarhus Kommune om den store aktivitet. Der eksisterer tilsyneladende ikke et overblik over de mange projekter, og det er på alle måder uacceptabelt – for rådmanden, borgmesteren, det øvrige bystyre, erhvervslivet og boligmarkedet.

Heldigvis kunne et københavnsk firma levere de ønskede oplysninger i løbet af meget kort tid.

Det må give grund til eftertanke på rådhuset.

Så jeg må åbenbart konstatere, at JP Aarhus ikke læser min blog, for en stor del af mit arbejde er netop at skabe et overblik vedrørende byudviklingen i Aarhus. Tag blot et kig under “Interaktivt kort“. Den viden er til stede i Aarhus, hvis man gad opsøge de tilgængelige ressourcer, selvom min blog må tilhøre et uetableret vækstlag. Jeg kan i samme åndedrag fortælle JP Aarhus, at kommunen rent faktisk kender til min blog. Forklaringen er åbenbart ikke så simpel igen. Forklaringen er nok snarere, at Aarhus Kommune afventer arbejdet med et nyt brand, hvorfor byprofileringsarbejdet er sat på vågeblus.

En anden sjov eller snarere trist observation kan gøres, når man søger på JP Aarhus’ indhold med søgeordene “byggeboom Århus”. Der kommer en række artikler frem, hvor bl.a. en er dateret for over 5 år siden, der rapporterer om et kommende byggeboom for “måske op mod 25 milliarder kr.” ved alene Aarhus Docklands. Der kom en finanskrise i vejen, men artiklen er bestemt også et vidne om, at drømmene ikke mangler i lokaljournalistikken. Kreativiteten i nedenstående artikeloverskrifter må dog siges at mangle.

Artikler:
Historisk byggeboom i Aarhus af JP Aarhus
Historisk byggeboom i Aarhus af P4 Østjylland
Historisk byggeboom venter Aarhus af Århus Stiftstidende
Leder: Aarhus bygger af JP Aarhus

Tidligere indlæg:
Århus bygger for 28 milliarder kroner, 17. december 2010

Jacob Geday, speciallæge i neurologi med egen praksis i Hinnerup, har skrevet et debatindlæg i JP Århus under overskriften “Alle veje fører til Tilst…”. Debatindlægget rummer en kritik af beslutningen om ikke at anlægge til- og afkørselsramper ved Hinnerup-Søften fra Djurslandmotorvejen. Jeg kan sådan set kun give ham ret. Her er et uddrag:

Den ny Djurslandsmotorvej kræver sine ofre.

Ferien er forbi, og dagens første patient indfinder sig i min praksis, små ti minutter for sent.

»Undskyld«, siger hun forpustet. »Jeg plejer aldrig at komme for sent til mine aftaler, men jeg fór vild på motorvejen, og kunne ikke komme af. Pludselig var jeg så i Tilst ?«

Jeg vinker afværgende. Det skal hun ikke tænke på. Hun er ikke den første – og helt sikkert heller ikke den sidste. Den ny Djurslandsmotorvej kræver sine ofre.

Favrskov er i løbet af sommeren blevet en del af udkantsdanmark, og det må vi jo så bare lære at leve med. Lidt mærkeligt, når man bor kun 12 kilometer fra landets næststørste by. Men siden tilkørslerne til den nye motorvej er blevet færdige, er det bare som om, alting er kommet længere væk, og vi er blevet sværere at finde.

Til gengæld er Tilst blevet meget nemmere at finde. Ja, faktisk næsten umulig at undgå. Ikke bare mine patienter, men også de fleste af vores venner og familie insisterer på – nogle endda flere gange – at se denne perle på danmarkskortet, før de kommer og besøger os. Den eneste undtagelse er min mor – der i stedet ender i Lisbjerg.

Debatindlæg:

Alle veje fører til Tilst… af speciallæge Jacob Geday i JP Århus

JPÅrhus stillede dette spørgsmål i en artikel i går, og jeg følger op ved dette indlæg, der nok ikke giver nogen svar.

Ved afsløringen af Navitas Park vinderen i torsdags, blev det endnu engang et århusiansk arkitektfirma, der vandt konkurrencen om et stort projekt i Århus. Dermed har århusianske arkitektfirmaer tegnet Multimediehuset, Isbjerget, KPMG huset, Prismet, Light*House (3XN var århusiansk på det tidspunkt), universitetet, Nobelparken, Kommunehospitalet, DNU, ARoS, Musikhuset, Bestseller domicil, Vestas HQ og utallige mindre projekter. Nogle af byggerierne har været arkitektkonkurrencer mens andre har været private som Bestseller domicilet, men de illustrerer alle sammen hvordan næsten alle markante og for den sags skyld mindre byggerier i Århus også er tegnet i Århus.

Er det et udtryk for protektionisme eller et udtryk for at Århus har det højeste antal arkitekter pr. indbygger i verden, og at en række af de største danske arkitektfirmaer har deres hovedsæde i Århus som del af arkitekturklyngen?  Er det måske fordi de københavnske arkitektfirmaer – der sammen med de århusianske danner den nationale elite inden for arkitektur – har nok i at tegne projekter i København og ikke prioriterer deres bud i Århus højt nok til at vinde?

Eksemplet med Navitas Park er, at der var fem konsortier der opnåede prækvalifikation, heraf var 3 århusianske, 1 både århusiansk og københavnsk (Det vindende) og 1 københavnsk. At et århusiansk firma dermed vinder er måske ikke overraskende, og problemet kan derfor godt ligge ved prækvalifikationen, hvor århusianske firmaer favoriseres, da C.F. Møller, Arkitema og schmidt hammer lassen næsten altid er repræsenteret.

Problematikken går ikke kun på, at arkitekter fra andre byer i Danmark ikke kommer ind på markedet i Århus, men også at internationale arkitekter ikke tiltrækkes eller udvælges til projekter. Hvis både København og Herning kan arbejde sammen med i dette tilfælde det internationale og anerkendte arkitektfirma Steven Holl Architects, hvorfor kan/vil Århus ikke? Det bliver alt sammen for internt og kan meget nemt blive en sovepude, der ikke generer arkitektur, hvor man tør satse og udfordre rammerne. En praksis hvor alle kender alle, og personlige forhold går forud for de arkitektoniske.

Som det er nu, ser jeg ingen umiddelbare problemer, da den arkitektur der bliver tegnet i og for Århus er af meget høj kvalitet, men Århus burde nok åbne sig mere for omverdenen. Det vækker trods alt national opsigt, når Steven Holl tegner en bygning i Herning. Det gør det ikke i samme grad, når shl tegner Multimediehuset. Så man må også tage bybranding med i betragtning, når de store visioner for Århus skal realiseres.

Mediernes dækning:

Arkitekter vinder på hjemmebane af JPÅrhus