Jeg bringer her et debatindlæg af Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi, der blev bragt i Århus Stiftstidende for to uger siden. Den fornyede aktualitet om Store Robert, som dagens afsløring har medført, gør bestemt ikke debatindlægget med sin kunstfaglige ekspertise mindre vigtig:

Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi

Hvorfor tror politikerne, at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for over 50 år siden, kan blive et vartegn for nutidens Aarhus?

Det er ganske forudsigeligt, at politikerne i Aarhus med kyshånd har taget imod tilbuddet om, at en 72 m høj skulptur af Robert Jakobsen op­føres kvit og frit i indløbet til Aarhus Havn. Det kommer ikke til at koste kommunen noget, og kunstneren er anerkendt.

Robert Jakobsen er ganske rigtigt en stor og anerkendt kunstner. Det er særligt i efterkrigsårene, hans bedste arbejder findes, mens han i senere perioder ikke altid kunne leve op til fortidens bedrifter.

Den store skulptur til ­havnen er desværre den aldrende kunstners noget stivnede og blodfattige henvisning til tidligere tiders mere levende formsprog.

At vurdere kunstnerisk kvalitet helt eksakt, er dog en speget affære. Jeg kan som rektor for et kunst­akademi og som tidligere medlem af bl.a Akademiraad og Statens Kunstfond uden tvivl påberåbe mig retten til at være kunstfaglig ekspert, hvilket jeg gerne påtager mig, men der vil sikkert kunne opdrives andre eksperter, sikkert også visse kunstfaglige, der vil have en anden opfattelse af Store ­Robert-skulpturen.

Derfor giver det ikke meget mening at fortsætte den diskussion. Det giver heller ikke mening at diskutere det principielle problem i at opføre et 72 m. højt kunstværk derude i landskabet. Efter min mening er det ganske fint, såfremt skulpturen er af tilstrækkelig høj kunstnerisk kvalitet og sender et budskab, der tåler så kraftig en eksponering. Det er der garanteret også delte meninger om, så ikke mere om det.

Til gengæld er der et andet problem med skulpturen, som er helt eksakt, og som ikke kan diskuteres. Skulpturen som tilbydes er et modernistisk værk, dvs. et værk der fungerer i et formsprog og et udtryk, som var gældende dagsorden i ­kunsten indtil midten af 1960’erne, og som efterfølgende er blevet udfordret og overhalet af helt andre kunstneriske ­retninger, hvoraf nogle ­sætter dagsordenen i dag.

Gentagne gange har man kunnet læse, at politikerne forestiller sig at Store Robert vil kunne »brande« Aarhus.

Hvorfor tror politikerne at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for mere end et halvt århundrede siden kan brande Aarhus i dag? Hvis det drejede sig om at profilere byen med ny teknologi eller it, ville man så tilsvarende benytte 50 år gamle eksempler og symboler? Næppe, men man er åbenbart ikke så nøjeregnende, når det gælder kunst.

Man må derfor kalkulere med en anselig risiko for, at skulpturen vil få den stik modsatte effekt end den tilsigtede, nemlig at den vil virke anakronistisk, reaktionær og provinsiel. Aarhus har netop introduceret et nyt slogan: »Aarhus, Danish for progress«. Hvor progressivt er det ærligt talt at opstille et forældet vartegn, der er mere tilbageskuende end fremadskuende? Jeg er på mit fags vegne skuffet over, at man ikke er mere ambitiøs med hensyn til, hvad man forestiller sig kunsten kan betyde og udvirke.

Århus Stiftstidende bringer i dag et alternativt forslag til Store Robert-skulpturen ved indsejlingen til Aarhus Havn. Forslaget “Aros Øksen” er skabt af Aarhus-kunstneren Arnt Uhre, der har arbejdet med idéen gennem fire år. Han udtaler til Århus Stiftstidende:

“Vikingerne er vores rødder her i Aros. Den tid skal vi brande os på. Men mine skitser blev for Disney-agtige. Da Store Robert kommer ind i billedet, begynder min hjerne at arbejde hurtigt. Det var starten på forvandlingen af skitserne. Jeg er ikke ude på at fjerne Store Robert. Omvendt synes jeg heller ikke, at man kan feje Robert af banen uden selv at have noget at diskutere ud fra.”

Interessant at kommunens beslutning om at acceptere kunstgaven Store Robert bliver udfordret på denne måde. Det er dog meget behændigt, at artiklen i Århus Stiftstidende ikke nævner spørgsmålet om finansiering for, hvem skal finansiere den?

Artikel:

Vartegn: Aros Øksen udfordrer Store Robert af Århus Stiftstidende

maj22

Er Århus protektionistisk?

Udgivet af Asbjørn Skødt i Debatindlæg med Kommentarer lukket til Er Århus protektionistisk?

JPÅrhus stillede dette spørgsmål i en artikel i går, og jeg følger op ved dette indlæg, der nok ikke giver nogen svar.

Ved afsløringen af Navitas Park vinderen i torsdags, blev det endnu engang et århusiansk arkitektfirma, der vandt konkurrencen om et stort projekt i Århus. Dermed har århusianske arkitektfirmaer tegnet Multimediehuset, Isbjerget, KPMG huset, Prismet, Light*House (3XN var århusiansk på det tidspunkt), universitetet, Nobelparken, Kommunehospitalet, DNU, ARoS, Musikhuset, Bestseller domicil, Vestas HQ og utallige mindre projekter. Nogle af byggerierne har været arkitektkonkurrencer mens andre har været private som Bestseller domicilet, men de illustrerer alle sammen hvordan næsten alle markante og for den sags skyld mindre byggerier i Århus også er tegnet i Århus.

Er det et udtryk for protektionisme eller et udtryk for at Århus har det højeste antal arkitekter pr. indbygger i verden, og at en række af de største danske arkitektfirmaer har deres hovedsæde i Århus som del af arkitekturklyngen?  Er det måske fordi de københavnske arkitektfirmaer – der sammen med de århusianske danner den nationale elite inden for arkitektur – har nok i at tegne projekter i København og ikke prioriterer deres bud i Århus højt nok til at vinde?

Eksemplet med Navitas Park er, at der var fem konsortier der opnåede prækvalifikation, heraf var 3 århusianske, 1 både århusiansk og københavnsk (Det vindende) og 1 københavnsk. At et århusiansk firma dermed vinder er måske ikke overraskende, og problemet kan derfor godt ligge ved prækvalifikationen, hvor århusianske firmaer favoriseres, da C.F. Møller, Arkitema og schmidt hammer lassen næsten altid er repræsenteret.

Problematikken går ikke kun på, at arkitekter fra andre byer i Danmark ikke kommer ind på markedet i Århus, men også at internationale arkitekter ikke tiltrækkes eller udvælges til projekter. Hvis både København og Herning kan arbejde sammen med i dette tilfælde det internationale og anerkendte arkitektfirma Steven Holl Architects, hvorfor kan/vil Århus ikke? Det bliver alt sammen for internt og kan meget nemt blive en sovepude, der ikke generer arkitektur, hvor man tør satse og udfordre rammerne. En praksis hvor alle kender alle, og personlige forhold går forud for de arkitektoniske.

Som det er nu, ser jeg ingen umiddelbare problemer, da den arkitektur der bliver tegnet i og for Århus er af meget høj kvalitet, men Århus burde nok åbne sig mere for omverdenen. Det vækker trods alt national opsigt, når Steven Holl tegner en bygning i Herning. Det gør det ikke i samme grad, når shl tegner Multimediehuset. Så man må også tage bybranding med i betragtning, når de store visioner for Århus skal realiseres.

Mediernes dækning:

Arkitekter vinder på hjemmebane af JPÅrhus