Jeg bringer her et debatindlæg af Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi, der blev bragt i Århus Stiftstidende for to uger siden. Den fornyede aktualitet om Store Robert, som dagens afsløring har medført, gør bestemt ikke debatindlægget med sin kunstfaglige ekspertise mindre vigtig:

Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi

Hvorfor tror politikerne, at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for over 50 år siden, kan blive et vartegn for nutidens Aarhus?

Det er ganske forudsigeligt, at politikerne i Aarhus med kyshånd har taget imod tilbuddet om, at en 72 m høj skulptur af Robert Jakobsen op­føres kvit og frit i indløbet til Aarhus Havn. Det kommer ikke til at koste kommunen noget, og kunstneren er anerkendt.

Robert Jakobsen er ganske rigtigt en stor og anerkendt kunstner. Det er særligt i efterkrigsårene, hans bedste arbejder findes, mens han i senere perioder ikke altid kunne leve op til fortidens bedrifter.

Den store skulptur til ­havnen er desværre den aldrende kunstners noget stivnede og blodfattige henvisning til tidligere tiders mere levende formsprog.

At vurdere kunstnerisk kvalitet helt eksakt, er dog en speget affære. Jeg kan som rektor for et kunst­akademi og som tidligere medlem af bl.a Akademiraad og Statens Kunstfond uden tvivl påberåbe mig retten til at være kunstfaglig ekspert, hvilket jeg gerne påtager mig, men der vil sikkert kunne opdrives andre eksperter, sikkert også visse kunstfaglige, der vil have en anden opfattelse af Store ­Robert-skulpturen.

Derfor giver det ikke meget mening at fortsætte den diskussion. Det giver heller ikke mening at diskutere det principielle problem i at opføre et 72 m. højt kunstværk derude i landskabet. Efter min mening er det ganske fint, såfremt skulpturen er af tilstrækkelig høj kunstnerisk kvalitet og sender et budskab, der tåler så kraftig en eksponering. Det er der garanteret også delte meninger om, så ikke mere om det.

Til gengæld er der et andet problem med skulpturen, som er helt eksakt, og som ikke kan diskuteres. Skulpturen som tilbydes er et modernistisk værk, dvs. et værk der fungerer i et formsprog og et udtryk, som var gældende dagsorden i ­kunsten indtil midten af 1960’erne, og som efterfølgende er blevet udfordret og overhalet af helt andre kunstneriske ­retninger, hvoraf nogle ­sætter dagsordenen i dag.

Gentagne gange har man kunnet læse, at politikerne forestiller sig at Store Robert vil kunne »brande« Aarhus.

Hvorfor tror politikerne at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for mere end et halvt århundrede siden kan brande Aarhus i dag? Hvis det drejede sig om at profilere byen med ny teknologi eller it, ville man så tilsvarende benytte 50 år gamle eksempler og symboler? Næppe, men man er åbenbart ikke så nøjeregnende, når det gælder kunst.

Man må derfor kalkulere med en anselig risiko for, at skulpturen vil få den stik modsatte effekt end den tilsigtede, nemlig at den vil virke anakronistisk, reaktionær og provinsiel. Aarhus har netop introduceret et nyt slogan: »Aarhus, Danish for progress«. Hvor progressivt er det ærligt talt at opstille et forældet vartegn, der er mere tilbageskuende end fremadskuende? Jeg er på mit fags vegne skuffet over, at man ikke er mere ambitiøs med hensyn til, hvad man forestiller sig kunsten kan betyde og udvirke.

Århus Stiftstidende bringer i dag et alternativt forslag til Store Robert-skulpturen ved indsejlingen til Aarhus Havn. Forslaget “Aros Øksen” er skabt af Aarhus-kunstneren Arnt Uhre, der har arbejdet med idéen gennem fire år. Han udtaler til Århus Stiftstidende:

“Vikingerne er vores rødder her i Aros. Den tid skal vi brande os på. Men mine skitser blev for Disney-agtige. Da Store Robert kommer ind i billedet, begynder min hjerne at arbejde hurtigt. Det var starten på forvandlingen af skitserne. Jeg er ikke ude på at fjerne Store Robert. Omvendt synes jeg heller ikke, at man kan feje Robert af banen uden selv at have noget at diskutere ud fra.”

Interessant at kommunens beslutning om at acceptere kunstgaven Store Robert bliver udfordret på denne måde. Det er dog meget behændigt, at artiklen i Århus Stiftstidende ikke nævner spørgsmålet om finansiering for, hvem skal finansiere den?

Artikel:

Vartegn: Aros Øksen udfordrer Store Robert af Århus Stiftstidende

Hvordan retfærdiggør et enigt byråd at tillade (Dog formelt set ikke politisk vedtaget endnu) opførelsen af en 72,5 m høj skulptur, der vil forandre havnefronten på så afgørende vis, uden en forudgående proces, hvor borgerne er blevet inddraget og hørt via en offentlig høring? Borgerne i Aarhus Kommune har nul ejerskab i dette projekt, og det har ingen interesse i.

Aarhus Kommune bryster sig endog med en “Århusmodel” for borgerinddragelse. I denne står bl.a. overskriften: “Borgerne har som minimum ret til at blive hørt”. s. 2

Hvad kommunen burde have gjort, hvis den ønskede en markant skulptur som port til Aarhus fra havet, var at udskrive en kunstkonkurrence. På godt og ondt. Den skulptur burde/kunne i så tilfælde doneres via private midler. De private midler er ikke problemet, det er processen. De private midler er dog den absolut eneste årsag til, byrådet tager imod Store Robert. Det kan næppe forestilles, at Byrådet ville anvende kommunale midler på realiseringen, hvilket måske er det stærkeste argument imod, at skulpturen opføres, da det angår kvalitet, placering og formål. Alt dette skal gennemtænkes på en anden måde, hvis kommunale midler anvendes.

Det må være en aprilsnar i august. Det må bare ikke ske, men det gør det åbenbart. Læs nyheden i artiklerne herunder, og læs derefter min kritik af beslutningen.

Artikler:

“Store Robert” på vej til Aarhus af TV2 Østjylland

Din mening: Store Robert skyder op i Aarhus af Århus Stiftstidende

Aarhus får 72 meter høj kunstgave af Aarhus Kommune

Min modstand mod skulpturen bunder i processen, der løber forud, og som ville have placeret Store Robert ved indsejlingen til Københavns havn. Tilbage i 2008 er dette en stor diskussion, og København ender med at takke nej til skulpturen. Nu er jeg meget direkte, men Aarhus skal ikke have noget, man ikke vil have i København, og da slet ikke noget så uæstetisk som en gigantisk, modernistisk, sort jernskulptur, der mest af alt ligner et tårn af skrot. Skulpturen skriger på en forældet måde 80’erne til omgivelserne, og samtidig er skulpturen med det dystre udtryk bestemt ikke et appellerende syn for de rejsende, der ankommer til Aarhus fra søsiden. Per Arnoldi udtaler i den gamle artikel på Politiken.dk:

“Vi bliver fuldstændig til grin ude i verden. Simpelthen. Projektet er så provinsielt.”

Arnoldi fik tydeligvis ret angående det provinsielle. Han udtalte endvidere. Citat Politiken:

Ifølge Per Arnoldi er Robert Jacobsen faktisk ikke den store danske kunstner, som giveren Frank Johansen udråber ham til at være. Og det er endnu et alvorligt problem, mener Arnoldi:

»Man skal passe på med at gøre en kunstner til noget, han ikke er. Robert var en glimrende lokal moderne jernbilledhugger. Sådan nogle findes der 25 af i hvert land«.

For mig at se, som det også fremgår af artiklen, handler det her om Robert Jacobsens eftermæle, hvilket nogle efterladte søger at udødeliggøre. Det fremgår også af skulpturens navn “Store Robert”. Den velhavende direktør for “Selskabet til skabelse af Store Robert” Frank Johansen har haft et personligt forhold til Robert Jacobsen og hans kunst, og det skal offentligheden stå model til. Endvidere er Robert Jacobsens enke Maria Jacobsen en fremtrædende person i selskabet, og det virker af den grund som et meget privat projekt. Skulpturen blev bestilt af Frank Johansen som gave til København, så byen kunne få et vartegn på niveau med Frihedsgudinden o.l. i stedet for Den lille havfrue. Han udtalte samtidig i 2008 i en artikel i Politiken efter afslaget:

Initiativtager Frank Johansen bekræfter, at der er stor interesse for skulpturen flere steder i provinsen og i udlandet, og han vil ikke helt udelukke, at man vil overveje, om den skal op et andet sted.

»Men det er der slet ikke taget stilling til. Det ændrer hele idegrundlaget«, siger han.

Ændrer hele idégrundlaget? Min kritik retter sig både mod processen bag kunstværket men også selve kunstværket. Store Robert er ikke skabt til Aarhus og kunstneren har ingen relation til Aarhus. Samtidig er Store Robert decideret grim, men det er selvfølgelig min egen personlige vurdering.

Hvis man ikke kan få København, så kan man få det næstbedste. Det er den tankegang, lokalpolitikerne i Aarhus med denne beslutning indirekte udtrykker. Har vi ikke lige fået “Your Rainbow Panorama” som kunstvartegn? Hvordan passer “Store Robert” ind i kunststrategien fra kommunal side?

Hvad mon stadsarkitekt Gøsta Knudsen mener om beslutningen? Store Robert bliver en visuelt dominerende skulptur, som placeres i grænselandet mellem en industriel havn og den kommende bydel på Nordhavnen. Hovedproblemet er den prominente placering ved indsejlingen til Aarhus. Var den placeret ved en af indfaldsvejene til Aarhus ville jeg personligt ikke være en modstander af opførelsen. Den ville blot være en del af byens billede sammen med mange andre billeder. Nogen som man kan lide, andre som man ikke kan lide.

Artikler:

Kæmpeskulptur i København udløser hidsig debat af Politiken

Mariager vil have Store Robert af Politiken

At København ikke ville modtage Store Robert som gave er ikke første gang et kunstværk af Robert Jacobsen har været i modvind. Odense Byråd ønskede i 2004 at flytte en skulptur af Robert Jacobsen, som de modtog i forbindelse med byens 1000 års jubilæum i 1988. Den blev dog ikke fjernet, da man i stedet fandt en ny placering for den Bjørn Nørgaard-skulptur, der skulle erstatte Robert Jacobsens. Dette skete under stor pres fra de oprindelige virksomheder, der donerede skulpturen som gave til Odense. Enken Maria Jacobsen var samtidig aktiv modstander.

Artikler:

Store Roberts enke protesterer af fyens.dk

Boye presset til at lade Robert være af fyens.dk