Lokalplanen blev vedtaget i juni, og nu er ombygningen og udvidelsen af Aaboulevarden 11 altså igangsat, der skal huse kontorer for advokaterne Delacour Dania og Handelsbanken i stuen. Delacour Dania har i øjeblikket kontorer på Lille Torv, og Handelsbanken er midlertidigt flyttet over i ejendommen mellem Havnehuset og First Hotel Atlantic, der på et senere tidspunkt skal ombygges til højhus for Jyllands-Posten.

Den nye bygning får 5.000 kvm. og er tegnet af Arkitema. Som jeg tidligere har nævnt, minder arkitekturen meget om Rådhusgården ligeledes tegnet af Arkitema.

Artikel:

Gravkører på Aaboulevarden af JP Aarhus

Tidligere indlæg:

Lokalplan for Aaboulevarden 11 vedtaget, 29. juni 2911

Lokalplanen for nyt erhvervsbyggeri kan ses, 17. januar 2011

Ny lokalplan for Åboulevarden 11, 22. september 2010

Ejendomsudvikleren Lars Rasmussen og ÅF Transport hyrede i 2010 arkitektfirmaet BSAA Arkitekter til at udforme en helhedsplan for byomdannelsen af den gamle Fragtmandscentral ved Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Baggrunden var, at Danske fragtmænd i 2009 flyttede til den nyetablerede Logistikparken i Årslev, hvilket muliggjorde en inddragelse af det tidligere transportområde til by- og servicefunktioner.

Planerne for grunden har ændret sig til det bedre, hvilket kan ses ved en sammenligning af den første offentliggjorte visualisering og så de nedenstående visualiseringer, der er offentliggjort på arkitektfirmaets website.

Kilde: BSAA Arkitekter

Lokalplanarbejdet er endnu ikke påbegyndt, selvom direktøren for ÅF Transport, Mogens Madsen, håbede at komme i gang med at bygge inden udgangen af 2011, hvilket ikke kommer til at holde stik.

Link:

BSAA Arkitekter

Tidligere indlæg:

Planer for den tidligere Fragtmandscentral offentliggjort, 23. august 2010

Byrådet har godkendt opførelsen af en ny bygning på hjørnet af Jægergårdsgade/Montanagade, der skal huse butikker i stuen og boliger i tre etager.

Den nye bygning blev først godkendt efter en femte etage ud mod Jægergårdsgade blev skåret fra projektet, så bygningen nu med sine fire etager tilpasser sig gadens øvrige bebyggelse. Bygningen terrasseres i Montanagade, så den mister endnu en etage nærmest naboejendommen Montanagade 3. Det har dog været meningen fra starten.

Det aarhusianske arkitektfirma Seier + Sølvsten har tegnet den nye bygning. Hvem bygherren er, oplyses ikke.

Kilde: Aarhus Kommune

Links:

Sag 13. Jægergårdsgade 51/Montanagade 1

Seier + Sølvsten

Tidligere indlæg:

Byrådsmødet d. 16. marts, 17. marts 2011

En del nyt fra magistraten, 7. marts 2011

Samarbejdsaftalen med DSB og Steen & Strøm Danmark blev i dag tiltrådt af magistraten, så det videre forløb med udarbejdelsen af en helhedsplan for området ved rutebilstationen og den ny busterminal kan nu fortsætte.

Tidsplan for projektet med fremhævelse af vigtige:

Afklaring med Banedanmark med henblik på nødvendige tilladelser

Juni 2011 behandler Aarhus Byråd indstilling om samarbejdsaftalen

Juli 2011 gennemføres prækvalifikation

August 2011 udvælges de firmaer, der skal deltage i de parallelle opdrag

August 2011 igangsættes de parallelle opdrag, og forslag til helhedsplan afleveres til opdragsgiverne

November 2011 foretages en bedømmelse af de indkomne forslag til helhedsplan

December og januar 2012 afsættes til justering og bearbejdning af det eller de forslag, der skal lægges til grund for lokalplan

Februar 2012 behandler Aarhus Byråd forslag til helhedsplan

Februar til december 2012 lokalplanlægning gennemføres

VVM-screening gennemføres parallelt med lokalplan

April – maj 2012 gennemføres offentlig høring

Juni 2012 behandler Aarhus Byråd offentlig høring

Januar 2013 vedtagelse af nyt plangrundlag for Områdets udbygning

Grundlaget for parallelopdragene linker jeg til nederst, og er meget interessant læsning, da der i grundlaget gives indikationer på, hvordan en fremtidig inddragelse af området til byomdannelse vil se ud. Jeg har her udvalgt nogle få centrale elementer. Det bemærkes, at alle DSBs bygninger ved rutebilstationen gives tilladelse til nedrivning, hvis parallelopdraget forudsætter det. Enkelte bygninger har høj bevaringsværdi. Personligt mener jeg, det ville være en skam, hvis DSBs administrationsbygning ud mod Spanien ikke blev bevaret. Muligheden for højere bebyggelse tillades af kommunen:

At der i bydelen kan opføres byggeri med en bebyggelsesprocent på mellem 175 og 250, som afspejler den centrale beliggenhed, men at der ikke på forhånd afvises en højere bebyggelsesprocent, hvis forslaget til helhedsplanen tilsigter det.

Det er en meget interessant tanke, da et muligt højhus som nabo til “Højhus Værkmestergade” vil kunne skabe en portal, der markerer letbanens bevægelse ind i De Bynære Havnearealer og omvendt mod Hovedbanegården.

Jeg har meget hurtigt og meget uprofessionelt stykket en illustration af den højhusklynge, der gradvist fremstår tydeligere og tydeligere i et bånd fra KPMG-huset til Europaplads, sammen herunder. Mit ønsker er, at helhedsplanen for den gamle rutebilstation tager “højde” for højhusklyngen og udbygger højhusklyngen ved at give mulighed for et højhus ud mod Spanien som nabo til “Højhus Værkmestergade”. Det er også den mest realistisk placering i forhold til skyggegener for boligerne ved Ny Banegårdsgade.

Links:

Magistratens behandling af Sag 3

Grundlag for det parallele opdrag

Aarhus Kommune har i samarbejde med DSB Ejendomsudvikling og ejeren af Bruun’s Galleri Steen & Strøm Danmark annonceret planer for inddragelsen af den nuværende busterminal til byomdannelse ved at flytte busterminalen fra Ny Banegårdsgade til Hovedbanegården som overdækning af det østlige baneterræn samtidig med en udvidelse af Bruun’s Galleri i niveau over busterminalen og ud mod Ny Banegårdsgade planlægges.

Det københavnske arkitektfirma SAGERdesign har tegnet planerne for Bruun’s udvidelse. Selve helhedsplanen for området vil parterne nu udvikle i løbet af efteråret, hvorfor arbejdet er på et meget tidligt stadie.

En super nyhed at der nu efter alle disse år sker et skred i realiseringen af en ny busterminal i Aarhus og oven i købet med den bedste løsning ved overdækning af det østlige baneterræn. Hvordan busterminalen integreres i Hovedbanegården, og hvordan udvidelsen af Bruun’s Galleri integreres i det eksisterende byrum bliver spændende at følge, men ikke mindst også hvilket formål den gamle busterminal i Ny Banegårdsgade finder anvendelse til. Aarhus bliver totalforandret i 2015, når dette sammen med et utal af andre projekter står færdig.

Nedenstående nyhed fremgår på kommunens website:

Aarhus får ny busterminal og Bruuns Galleri bliver større

En ny busterminal i tilknytning til Banegården kan stå klar i 2015.

På et pressemøde den 15. juni 2011 præsenterede rådmand for Teknik og Miljø, Laura Hay, sammen med DSB Ejendomsudvikling og Steen & Strøm Danmark en samarbejdsaftale. Ifølge aftalen skal der i løbet af efteråret udarbejdes en helhedsplan for omdannelsen af området ved Ny Banegårdgade, herunder en ny busterminal i direkte tilknytning til banegården og en udvidelse af Bruuns Galleri.

Midtbyen styrkes
”De nye planer indeholder en fantastisk mulighed for at styrke midtbyen i Aarhus. Vi gør livet lettere for de rejsende, vi får et nyt område til spændende byudvikling, og med udvidelsen af Bruuns Galleri støtter vi en udvikling i forretningslivet, samtidig med at vi skaber mere liv.” Sådan begrunder rådmand for Teknik og Miljø, Laura Hay, at hun vil bede Magistraten tiltræde en samarbejdsaftale om udarbejdelse af en helhedsplan for omdannelsen af området ved Ny Banegårdsgade.

Brugervenlig trafikterminal
Aarhus Kommune skal samarbejde med DSB Ejendomdsudvikling, som ejer en del af arealerne, om helhedsplanlægningen. Afdelingsleder Morten Anker Bendtsen, DSB Ejendomsudvikling A/S: ”En ny busterminal i direkte sammenhæng med banegården vil give de rejsende en moderne, brugervenlig trafikterminal. Samtidig kan vi skabe nye, spændende muligheder på resten af arealet”.

Steen & Strøm Danmark, som ejer Bruuns Galleri, deltager også i samarbejdet og ønsker at etablere en udvidelse af Bruuns Galleri på en etage over den nye busterminal og i direkte sammenhæng med det eksisterende center.

Fremtidssikret handelsby
”Med 90 butikker lige i hjertet af Aarhus har Bruuns Galleri for længst cementeret sin position som et af Danmarks største og mest attraktive shopping centre. Med en udvidelse af centret kan vi styrke og fremtidssikre Aarhus som handelsby og udflugtsmål,” forklarer udviklingschef Karen Nielsen fra Steen & Strøm Danmark A/S.

Når Magistraten i Aarhus på mandag den 20. juni 2011 behandler sagen, skal man i første omgang tage stilling til en godkendelse af en samarbejdsaftale om at få udviklet en samlet helhedsplan for omdannelsen af hele området, som fremgår af billedet øverst på siden.

Forventes klar i 2015
Helhedsplanen udarbejdes som et parallelopdrag, hvor 3-4 planlægningsteams udarbejder forslag. Efterfølgende bearbejdes det/de bedste forslag til en samlet helhedsplan for området. Parternes beslutning om at gennemføre projektet træffes først endeligt, når der foreligger et forslag til helhedsplan og et dispositionsforslag for en ny busterminal samt en samlet vurdering af projektets økonomi.

Aarhus Kommunes forventede omkostninger til etablering af busterminalen modsvares af de forventede indtægter ved salg af byggerettigheder på den eksisterende rutebilstation. En ny busterminal ventes at stå færdig i løbet af 2015.

Artikel:

– Aarhus får ny busterminal og Bruuns Galleri bliver større af Aarhus Kommune

Links:

Aarhus Kommune

DSB Ejendomsudvikling

Steen & Strøm Danmark

SAGERdesign

Maskinmesterskolen flytter som bekendt ind i Navitas, når det står færdig i 2014, hvorfor de solgte deres ejendom i Borggade tilbage i 2006. Ifølge JP Aarhus blev den solgt igen i 2010 til Remien Ejendomme, og de løfter nu sløret, for hvilke planer de har med grunden, som dog endnu kun er på idéstadiet. Remien Ejendomme har hyret Cubo som arkitekt på projektet.

Grunden strækker sig fra Borggade til Paradisgade og planen er at etablere en parkeringskælder i 3 etager med indkørsel fra Nørregade til Borggade og udkørsel fra Paradisgade. På gadeplan skal der etableres detailhandel og muligvis boliger oven over. Remien Ejendomme vil nu gå i dialog med kommunen om projektet. Det vil bl.a. kræve at Borggade ikke ensrettes mod Nørregade.

Grunden er i mine øjne intet mindre end ideel til at skabe en sammenhæng mellem butiksområdet ved Nørregade og så Latinerkvarteret, hvormed City forlænges. Hvad området mangler er ikke blot butikker ved Borggade og Paradisgade men decideret et butikscenter, der kan give området den centralitet og dermed underforstået tiltrækningskraft, som det i øjeblikket mangler. Som det er nu, stopper de handlendes bevægelsesmønster ved Klostergade.

Hvad området ikke mangler er selvfølgelig et nyt Bruun’s Galleri med identitetsløse kædebutikker, men det burde være muligt at udvikle et koncept for et butikscenter, der tilpasser sig området ved Latinerkvarteret, som er karakteriseret ved mange kreative og unikke butikker.

Artikel:

Nyt liv til Latinerkvarteret af JP Aarhus

Selskabet Domis K/S har i samarbejde med Aarhus Kommunen udviklet en helhedsplan for et gammelt industrikvarter på samlet 129.000 kvm i Risskov. Området ligger mellem Gustav Holms Vej og Vejlby Ringvej, og det er planen i alt 125.000 kvm skal opføres til erhverv og boliger, her af de 35.000 kvm til erhverv. Intentionerne i helhedsplanen lægger op til, at der skal bygges højt i 3-8 etager og et enkelt højhus på 11 etager men ikke tæt, da grønne arealer indkapsler bygningerne, der på samme tid adskilles af kanaler til fire nord-sydgående områder. En central hovedgade gennemskærer området, hvor de ca. 900 boliger afskærmes for støj af erhvervsbygningerne, der placeres ud mod Vejlby Ringvej med detailhandel over for Veri-Centeret. Byrådet skal nu tage stilling til sagen, og efterfølgende skal en eller flere lokalplaner udarbejdes.

Direktør i Domis Lars-Erik Larsen udtaler:

Det er et ganske enestående samarbejde med Århus Kommune, der har banet vejen for denne helhedsplan for området. Dermed lukkes et mildest talt ikke særlig pænt areal af på en flot måde, der passer godt til kvarteret. Det har også været positivt at mærke interessen fra en række private – lokale boligforeninger og andre – som har været med til at påvirke udviklingen af helhedsplanen

Domis er selskabet bag Åhusene ved Søren Frichs Vej og er medejer af Havneinvest bag Light*house. Helhedsplanen er udarbejdet af GBL Gruppen for by & landskabsplanlægning ApS med base i Kolding.

Dokument:

Helhedsplan

Artikler:

Ny stor bydel i Risskov med fokus på det grønne af Aarhus Kommune

Ny bydel på vej i Risskov af Århus Stiftstidende

Link:

GBL Gruppen for by og landskabsplanlægning

JP Aarhus bringer i dag en artikel, hvor projektmagerne præsenterer det nye design for Z-huset. Det var meningen, vi skulle have haft kendskab til det nye design i slutningen af januar, så det er med en måneds forsinkelse, designet nu afsløres.

Sahl Arkitekter har tegnet det nye projekt, som nu består af tre fritstående bygninger alle med erhverv i stuen, to med boliger i resten af bygningen og én med erhverv i resten af bygningen. Det er en ganske flot bearbejdning af Z-huset med referencer til bl.a. Siloetten, omend glas er anvendt i større omfang. Taget i betragtning hvor dårlig jeg kan være til at forholde mig til ændringer af velfungerende projekter, så er jeg glædeligt overrasket. Jeg frygtede lidt det værste. Z-huset opdeles i to etaper, hvor de to boligblokke efter sommeferien opføres først. Salget af lejlighederne begynder til påske, og det vurderes, at første etape kan stå færdig ultimo 2012/primo 2013. Tre andre arkitektfirmaer deltog i konkurrencen om det nye Z-huset: Arkitema, Kjaer & Richter og Luplau & Poulsen (Godt at se Luplau & Poulsen deltage i nye projekter. Der var været lidt stille omkring dem).

Det geniale ved denne afsløring er jo så, at ingen visualiseringer, illustrationer, planer eller andet materiale er publiceret på nettet hverken hos projektmagerne, Sahl Arkitekter eller sågar JP Aarhus, som vælger at benytte en visualisering af det gamle design i deres netartikel. Den form for intellektuel protektionisme, kan jeg ikke støtte, og dybest set opfatter jeg den enstrengede formidling ved kun at støtte sig til en avisartikel for gammeldags og forældet formidling. Wake up, it’s 2011! People share, interact and communicate! Projektmagernes interesser burde ligge i at bringe deres budskab og viden ud til så mange mennesker som muligt. Ikke at give en særlig avis eksklusiver på en lørdag.

Artikel:
– Z-huset i gang igen af JP Aarhus

[update d. 1/3-2011 kl. 16.39] Sahl Arkitekter har nu offentliggjort visualiseringer af Z-huset på deres website. Endelig kan det vindende konkurrenceforslag ses på nettet, som dog besværliggøres af Sahl Arkitekters Flash-website, der ikke egner sig til at kanalisere materiale videre i systemet. So yet another obstacle. Når det angår det arkitektoniske, tror jeg dog godt, vi kan blive enige om, at Sahl Arkitekter har præsteret noget af deres bedste ind til videre, og at det faktisk er et mere homogent og åbent projekt end Dorte Mandrups originale Z-huset.

Kilde: Sahl Arkitekter
januar17

Lokalplanen for nyt erhvervsbyggeri kan ses

Udgivet af Asbjørn Skødt i med Kommentarer lukket til Lokalplanen for nyt erhvervsbyggeri kan ses

Magistraten tiltrådte i dag den ny lokalplan for Åboulevarden 11, og den er nu gjort tilgængelig på kommunens website. Byrådet skal nu 1. behandle lokalplanen d. 26. januar. Jeg har før skrevet om dette projekt, hvor jeg håbede på en gennemgribende renovering, og det ønske er til fulde mødt af arkitekterne hos Arkitema. En flot bygning, der vil genopfriske dette lidt kedelige byrum ved åen, hvor det sidste stykke å også vil blive frilagt i de kommende år. Bygningen er tegnet i samme stilart og materialevalg som Letts nye domicil ved rådhuset, der også er tegnet af Arkitema.
Visualiseringer i lokalplanen:
Kilde: Lokalplan 899

Gadevisning af den eksisterende og voldsomt grimme bygning:

Vis stort kort

Lokalplanens beskrivelse af sig selv:

Ejendommens etageareal ønskes i et projekt forøget fra 3.196 m2 til 5.100 m2, og det kan kun lade sig gøre via en lokalplan. Forhuset mod Åboulevarden vil blive opretholdt men ombygget. Mod Fiskergade vil der blive opført en ny bebyggelse, der er væsentlig højere end det nuværende parkeringsanlæg. Det udvidede bygningskompleks ønskes fortsat anvendt til liberale erhverv, men der vil i stueetagen indgå publikumsorienteret formål som f.eks. en café. Der vil fortsat være bank i en del af stueetagen.

Ejendommens facade mod Åboulevarden er i dag kun i stueetagen placeret i skel mod gaden. De øvrige etager er tilbagerykket. Projektet indeholder en fremrykning af etagerne over stueetagen til gadelinjen på samme måde som de fleste øvrige ejendomme langs åen. Antallet af etager mod Åboulevarden opretholdes med 7 etager, hvoraf den øverste er en penthouseetage.

Mod Fiskergade er der i dag et parkeringsanlæg i 2 etager. Det vil blive ændret til en bygning i 6 etager, hvoraf den øverste er en penthouseetage. Den nederste etage indrettes til parkering, mens etagerne oven over indrettes til kontorer. Der etableres et automatisk parkeringsanlæg med plads til 21 biler, som svarer til antallet i dag. Indkørsel skal ske fra Fiskergade. Også cykelparkering placeres i bygningen, ligeledes med indkørsel fra Fiskergade.

Stueetagens facader mod Mindebrogade og Åboulevarden vil blive udført med transparente glaspartier, så de kommer til at fremstå med et åbent udtryk.

De 4 træer i Fiskergade står på vejareal, som er uden for lokalplanområdet. Træernes kroner går ind over lokalplanområdet. Træerne vil blive fældet. Med udgangspunkt i en udført biofaktoranalyse, som er en måde at måle omfanget af et områdes beplantning, udføres til erstatning herfor, en begrønning af facade mod Fiskergade, dele af tagfladerne, begge dele inden for lokalplanområdet, samt en erstatningsbeplantning et andet sted i midtbyen.

Dokument:
Lokalplan 899

december22

Officielt: Bricks køber DSB’s værksted i Værkmestergade

Udgivet af Asbjørn Skødt i med Kommentarer lukket til Officielt: Bricks køber DSB’s værksted i Værkmestergade

Jeg skrev for nogle dage siden under sektionen “Debattér” rygtet, at bricks skulle have købt DSB’s sidste ejendom i Værkmestergade, og dermed være dem, som arbejder med et højhusprojekt på grunden. Det viser sig nu at være sandt, omend ordet “højhus” ikke specifikt nævnes, så må det nu mere end antages at være det fremtidige formål for grunden. DSB har fået deres udvidelse i Sonnesgade godkendt, hvorfor de udflytter deres sidste aktiviteter i Værkmestergade i starten af 2012, og ind til da vil bricks sammen med kommunen og arkitekterne hos C. F.Møller arbejde med en konkret plan for grunden, der rummer i alt 13.575 kvm.

Vi kan forvente at høre nærmere om bricks’ intentioner i starten af 2011.

Artikel:
Stor DSB-ejendom skal omdannes til boliger og butikker af Building Supply