schmidt hammer lassen architects etablerer sig for alvor på det asiatiske og kinesiske marked. De skriver:

På tærsklen til deres 25 års jubilæum udvider schmidt hammer lassen architects deres aktiviteter i Asien ved at etablere et selvstændigt kontor i Shanghai, Kina.

”Efter et årti med succes styrker vi vores tilstedeværelse i Asien ved at åbne dette nye kontor,” forklarer Bente Damgaard, CEO hos schmidt hammer lassen architects. Hun tilføjer: ”Vi oplever en stigende efterspørgsel efter højprofileret design og bæredygtig arkitektur, og vi ser frem til at øge vores personlige relationer og den kulturelle udveksling.”

schmidt hammer lassen architects har allerede mere end 10 færdigbyggede projekter i Kina, i et spænd fra kulturelle bygninger over boligbyggeri til store bæredygtige masterplaner.

”Hos schmidt hammer lassen architects har vi en ambition om at skabe bæredygtig arkitektur i verdensklasse, og vi er begejstrede for, at nye og eksisterende samarbejdspartnere deler denne ambition,” udtaler associeret partner Chris Hardie, som er en del af Shanghai kontoret.

Den officielle åbning af kontoret fandt sted mandag den 5. september 2011. Begivenheden blev fejret ved en uformel sammenkomst med en mini-udstilling af schmidt hammer lassen architects’ tidligere, nuværende og fremtidige arbejder.

Den danske generalkonsul i Shanghai, Susanne Hyldelund, bød gæsterne velkommen sammen med stiftende partner Bjarne Hammer og CEO Bente Damgaard.

Link:

schmidt hammer lassen architects

Giv kommentar