Jeg bringer her et debatindlæg af Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi, der blev bragt i Århus Stiftstidende for to uger siden. Den fornyede aktualitet om Store Robert, som dagens afsløring har medført, gør bestemt ikke debatindlægget med sin kunstfaglige ekspertise mindre vigtig:

Jesper Rasmussen, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi

Hvorfor tror politikerne, at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for over 50 år siden, kan blive et vartegn for nutidens Aarhus?

Det er ganske forudsigeligt, at politikerne i Aarhus med kyshånd har taget imod tilbuddet om, at en 72 m høj skulptur af Robert Jakobsen op­føres kvit og frit i indløbet til Aarhus Havn. Det kommer ikke til at koste kommunen noget, og kunstneren er anerkendt.

Robert Jakobsen er ganske rigtigt en stor og anerkendt kunstner. Det er særligt i efterkrigsårene, hans bedste arbejder findes, mens han i senere perioder ikke altid kunne leve op til fortidens bedrifter.

Den store skulptur til ­havnen er desværre den aldrende kunstners noget stivnede og blodfattige henvisning til tidligere tiders mere levende formsprog.

At vurdere kunstnerisk kvalitet helt eksakt, er dog en speget affære. Jeg kan som rektor for et kunst­akademi og som tidligere medlem af bl.a Akademiraad og Statens Kunstfond uden tvivl påberåbe mig retten til at være kunstfaglig ekspert, hvilket jeg gerne påtager mig, men der vil sikkert kunne opdrives andre eksperter, sikkert også visse kunstfaglige, der vil have en anden opfattelse af Store ­Robert-skulpturen.

Derfor giver det ikke meget mening at fortsætte den diskussion. Det giver heller ikke mening at diskutere det principielle problem i at opføre et 72 m. højt kunstværk derude i landskabet. Efter min mening er det ganske fint, såfremt skulpturen er af tilstrækkelig høj kunstnerisk kvalitet og sender et budskab, der tåler så kraftig en eksponering. Det er der garanteret også delte meninger om, så ikke mere om det.

Til gengæld er der et andet problem med skulpturen, som er helt eksakt, og som ikke kan diskuteres. Skulpturen som tilbydes er et modernistisk værk, dvs. et værk der fungerer i et formsprog og et udtryk, som var gældende dagsorden i ­kunsten indtil midten af 1960’erne, og som efterfølgende er blevet udfordret og overhalet af helt andre kunstneriske ­retninger, hvoraf nogle ­sætter dagsordenen i dag.

Gentagne gange har man kunnet læse, at politikerne forestiller sig at Store Robert vil kunne »brande« Aarhus.

Hvorfor tror politikerne at et gigantisk kunstværk, der viser tilbage til kulturen for mere end et halvt århundrede siden kan brande Aarhus i dag? Hvis det drejede sig om at profilere byen med ny teknologi eller it, ville man så tilsvarende benytte 50 år gamle eksempler og symboler? Næppe, men man er åbenbart ikke så nøjeregnende, når det gælder kunst.

Man må derfor kalkulere med en anselig risiko for, at skulpturen vil få den stik modsatte effekt end den tilsigtede, nemlig at den vil virke anakronistisk, reaktionær og provinsiel. Aarhus har netop introduceret et nyt slogan: »Aarhus, Danish for progress«. Hvor progressivt er det ærligt talt at opstille et forældet vartegn, der er mere tilbageskuende end fremadskuende? Jeg er på mit fags vegne skuffet over, at man ikke er mere ambitiøs med hensyn til, hvad man forestiller sig kunsten kan betyde og udvirke.

Giv kommentar