Aarhus behøver Marselistunnelen, hvis havnen skal fortsætte den positive udvikling, som dagens pressemeddelelse fra Aarhus Havn rapporterer om:

Containerterminalen på Aarhus Havn var i første kvartal 2011 den mest effektive blandt 18 nordeuropæiske havne, hvis man måler på det totale antal løft af containere per time. Det viser en undersøgelse, som APM Terminals har gennemført på den rute, hvor Maersk Line sejler med verdens største containerskibe – de såkaldte E-klasse skibe mellem Asien og Europa.

Effektivitet handler om penge, og i shipping-branchen kan selv små marginale besparelser have en værdi på flere millioner US$. Derfor betragter havnedirektør Bjarne Mathiesen førstepladsen som et stempel, hvorpå der står, at containerterminalen i Aarhus Havn for alvor har bevist sin konkurrencedygtighed.

”Undersøgelsen viser, at vi adskiller os betydeligt fra nogle af de havne, der ligger meget tæt på os, og som vi konkurrerer med. Vi er blevet målt på effektivitet, men jeg mener, at vores førsteplads også skyldes, at vi har den nødvendige kapacitet i kraft af kraner, terminaludstyr, kajer og arealer. Når man skal betjene verdens største containerskibe, kan det billedligt talt ikke lade sig gøre at være effektiv med få, små kraner på en kort kaj” fastslår Bjarne Mathiesen.

Han peger på, at behovet for effektivitet i havnene aldrig har været større, fordi de store containerskibe for længst har indført såkaldt ”slow steaming”, som betyder, at de sejler langsommere for at spare på olieforbruget og dermed reducere miljøbelastningen.

”Derfor er superoptimering i havnene vigtigere end nogensinde før. Hvis skibene sejler langsommere og ”grønt” på havet, kan de til gengæld være både hurtige og ”grønne” i havnen. Hos os er det nemlig ikke mere forurenende at være hurtig,” siger Bjarne Mathiesen.

Mens Aarhus Havns effektivitet således viser en stigende tendens, går det samme vej med godsomsætningen på havnen. I årets første fire måneder er omsætningen steget med 12 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Også når det gælder de store krydstogtskibe, har Aarhus Havn vist sig at have en konkurrencemæssig fordel i kraft af sin kapacitet. Den 12. august går verdens tredje største passagerskib, krydstogtskibet Queen Mary 2, til kaj i Aarhus som det eneste sted i Danmark, idet de andre danske havne ikke har tilstrækkelig vanddybde.

Yderligere oplysninger: Havnedirektør Bjarne Mathiesen, mobil 20605202

Giv kommentar