Maskinmesterskolen flytter som bekendt ind i Navitas, når det står færdig i 2014, hvorfor de solgte deres ejendom i Borggade tilbage i 2006. Ifølge JP Aarhus blev den solgt igen i 2010 til Remien Ejendomme, og de løfter nu sløret, for hvilke planer de har med grunden, som dog endnu kun er på idéstadiet. Remien Ejendomme har hyret Cubo som arkitekt på projektet.

Grunden strækker sig fra Borggade til Paradisgade og planen er at etablere en parkeringskælder i 3 etager med indkørsel fra Nørregade til Borggade og udkørsel fra Paradisgade. På gadeplan skal der etableres detailhandel og muligvis boliger oven over. Remien Ejendomme vil nu gå i dialog med kommunen om projektet. Det vil bl.a. kræve at Borggade ikke ensrettes mod Nørregade.

Grunden er i mine øjne intet mindre end ideel til at skabe en sammenhæng mellem butiksområdet ved Nørregade og så Latinerkvarteret, hvormed City forlænges. Hvad området mangler er ikke blot butikker ved Borggade og Paradisgade men decideret et butikscenter, der kan give området den centralitet og dermed underforstået tiltrækningskraft, som det i øjeblikket mangler. Som det er nu, stopper de handlendes bevægelsesmønster ved Klostergade.

Hvad området ikke mangler er selvfølgelig et nyt Bruun’s Galleri med identitetsløse kædebutikker, men det burde være muligt at udvikle et koncept for et butikscenter, der tilpasser sig området ved Latinerkvarteret, som er karakteriseret ved mange kreative og unikke butikker.

Artikel:

Nyt liv til Latinerkvarteret af JP Aarhus

Giv kommentar