Ejendomsselskabet Bricks har fået nyt website, så man ikke længere mødes med klubmusik ved hvert besøg, men det er dog ikke det eneste gode. I samarbejde med C. F. Møller arbejder de i øjeblikket med projektudvikling af ejendommen for DSBs sidste værkstedsfaciliteter i Værkmestergade, som Bricks købte sidste år. En visualisering fra dette arbejde kan nu ses på deres nye website:

Kilde: Bricks

Link:
Bricks

Langt om længe er den nordlige bastion, der kommer til at rumme et videns- og uddannelsescenter for energiteknologi, parat til at gå under konstruktion. Det sker på mandag d. 30. maj, og byggeriet vil strække sig tre år frem. Når Navitas’ 38.000 kvadratmeter står færdig, vil Ingeniørhøjskolen, Maskinmesterskolen og Incuba Science Park flytte ind.

De seneste dage har store mængder spuns været opbevaret på kajen ved Navitas, og over de næste 4-5 måneder vil en 700 meter lang spunsvæg med 18 meters dybde blive etableret i havnen. Kammeret, som etableres, skal fyldes med 60.000 kubikmeter jord, hvorefter selve byggeriet kan gå i gang. Store jordbunker opbevares på nabogrunden, hvor Bestseller graver ud til byggeriet af deres nye domicil, så synergieffekter kan høstes, hvis jorden blot skal transporteres til Navitas. Det er dog ren spekulation fra min side.

Projektchef Mogens Hansen udtaler om udfordringerne i beregningen og byggeriet af Navitas:

“Det er et komplekst anlægsarbejde, der starter nu. Det skyldes dels, at funderingsarbejderne skal udføres under påvirkning af et stort grundvandstryk, dels at undergrunden i Østjylland består af tertiært ler. Det kræver nogle avancerede beregningsmodeller at beskrive og forudsige, hvordan jorden vil opføre sig i samspil med konstruktionerne.”

Aarhus Kommune deltager som medbygherre på projektet med et underjordisk parkeringsanlæg til 450 biler. Kommunen finansierer ligeledes det sydlige trappeanlæg, der skaber en sammenhæng med vandet og Urban Mediaspace-projektet, der har første spadestik d. 8. juni.

Ny facade

Navitas’ nye facade. Kilde: www.navitas-park.dk
Navitas’ facade i vinderforslaget. Kilde: www.navitas-park.dk

Kjaer & Richter vandt sammen med Christensen & Co., Marianne Levinsen Landskab, Pihl, og Alectia konkurrencen om Navitas for et år siden nærmere bestemt d. 20. maj 2010. Konsortiet har nu viderebearbejdet deres vinderforslag drastisk, så Navitas får en anden facade end oprindelig tiltænkt. Facaden bliver sort og hvid, men bevarer de karakteristiske horisontale lag, der nu fremstår mere eksplicitte og brydes af små rektangler. Hvilken skam! Bygningen ligner efterhånden snarere en ordinær kontorbygning.

Navitas forventes færdig i 2014, hvor 2.500 studerende, undervisere og forskere får deres daglige gang.

Pressemeddelelse:
Nu vokser Aarhus ud i havet

Kilde: TV2 Østjylland

Det er næppe gået nogen forbi, at Olafur Eliassons kunstinstallation Your Rainbow Panorama på toppen af ARoS indvies i dag. Det er en stor begivenhed ikke blot for Aarhus men for hele Danmark, der får et kunstværk uden sidestykke og som med et prismærke på 62 mio. kroner er Danmarks dyreste kunstinstallation. I 2007 blev Olafur Eliasson offentliggjort som vinder af ARoS’ konkurrence og i maj 2009 gik byggeriet i gang. Nu 2 år senere kan det indvies efter store udfordringer i byggeprocessen, der bl.a. betød en forstærkning af ARoS’ bærende søjler.

Your Rainbow Panorama opføres i første omgang uden “Sphere”, som blev sparet fra projektet på grund af budgetoverskridelser. ARoS vil nu søge fonde for de 10 mio. kroner, som sidste del af kunstværket forventes at koste.

Realdania har finansieret selve kunstinstallationen, mens Købmand Herman Sallings Fond har finansieret tagterrassen, som ARoS håber bliver byens nye opholdsrum. Tyske håndværkere har i samarbejde med aarhusianske Jorton arbejdet på projektet. Selve kunstbygningen ARoS fra 2004 er tegnet af schmidt hammer lassen.

Jeg glæder mig personligt meget til mit eget besøg engang i juni, men jeg bringer her et overblik over mediernes dækning af åbningen med videoklip og artikler fra de seneste dage og de kommende dage. Indlægget opdateres derfor løbende.

Artikler:
Tro på guld for enden af regnbuen af JP Aarhus
– Stjernekunstner til Aarhus: Tænk på min regnbue som en ny ven af Politiken
– Regnbuen er mit vigtigste og bedste værk af Århus Stiftstidende
– En svimlende og betagende oplevelse af Århus Stiftstidende
Kuglen kommer ikke foreløbig af Århus Stiftstidende
Se billederne: Indvielse af Your Rainbow Panorama af Århus Stiftstidende
Oppe i regnbuen af Berlingske Tidende [Tildeles 5/6 stjerner]
– Se himmelhøj Aros-kunst oppefra af TV 2 [Se 4:45 min af samme helikopterklip, som jeg har indlejret]
– Eliassons Regnbue ikke færdig ved åbning af DR
– Aarhus afviser anklager om underbetaling for vartegn af DR
Olafur Eliasson Strikes Gold af World Architecture News
Regnbuen over Aarhus af Information

maj27

Helhedsplan for Viby Syd godkendt af beboerne

Udgivet af Asbjørn Skødt i med Kommentarer lukket til Helhedsplan for Viby Syd godkendt af beboerne

Kilde: Arkitema

Over 90% af stemmerne var et ja ved beboernes afstemning om helhedsplanen for Viby Syd, der blev vundet af Arkitema i marts. Stemmeprocenten var på ca. 40%.

Det var tidligere planen, at en enkelt boligblok skulle nedrives til fordel for 100 kommunale arbejdspladser, men de relokeres nu til Rosenhøjs butikstorv i stedet. Denne manøvre har fjernet en del modstand blandt beboerne mod helhedsplanen.

Borgmester Nicolai Wammen udtaler:

“Helhedsplanen er en unik mulighed for at fortsætte den positive udvikling i Viby Syd – til gavn for beboerne og resten af Aarhus. Jeg er derfor glad for, at beboerne i Rosenhøj nu har sagt ja til, at vi i fællesskab kan arbejde videre med planen. De kommende fysiske forandringer supplerer på fin vis den gode og engagerede indsats, som allerede er i gang i området”

Boligforeningerne Århus Omegn og ALBOA kan sammen med Aarhus Kommune nu gå videre med helhedsplanen til en værdi af 420 mio. kroner.

Artikler:
Massivt ja til helhedsplan i Rosenhøj af JP Aarhus
Klart ja til helhedsplan i Viby Syd af Building Supply

maj23

Kommunens grundsalg i 2010 og udbud i 2011

Udgivet af Asbjørn Skødt i med Kommentarer lukket til Kommunens grundsalg i 2010 og udbud i 2011

I en indstilling til Byrådet redegøres der for grundsalget i 2010:

Aarhus Kommune har i 2010 solgt 190 parcelhusgrunde, og der er modtaget accept på 26 grunde. Der er 112 parcelhusgrunde til salg til fast pris. Yderligere 61 grunde er byggemodnede og klar til salg.

Der er i det forløbne år solgt to storparceller med mulighed for 40 boliger. Tre storparceller med mulighed for 91 boliger er accepteret og 18 storparceller med mulighed for 687 boliger er til frit salg.

Der er i 2010 solgt erhvervsgrunde med et samlet areal på 13,9 ha, 1,8 ha er accepteret af købere. Der er 92,6 ha erhvervsjord til salg til fast pris.

Kommunens udbud i 2011:

I 2011 forventes udbudt 75 nye parcelhusgrunde, ca. 40 ha erhvervsjord samt storparceller med mulighed for opførelse af 322 boliger.

Salgspriserne på parcelhusgrunde er pr. 1. januar 2011 hævet med 10%, dog undtaget grundene på Parosvej i Hårup og Bakkely i Skødstrup. Ligeledes er salgspriserne på erhvervsgrunde hævet med 25%. Prisstigningerne skyldes, at der pr. 1. januar 2011 opkræves moms ved salg af byggegrunde. Priserne blev godkendt i byrådet den 15. december 2010.

 Dokument:
Grundsalg i 2010 og salgspriser for kommunens grunde i 2011

maj23

Se klip af Your Rainbow Panoramas byggeproces

Udgivet af Asbjørn Skødt i med Kommentarer lukket til Se klip af Your Rainbow Panoramas byggeproces

Der er ikke så meget andet at skrive end se med!
                                   
Your Rainbow Panorama indvies på fredag d. 27. maj og er åben for publikum fra d. 28. maj. I hele juni holder ARoS åben til kl. 22.00, men adgang til Aarhus’ nye vartegn kræver en særlig, tidsafgrænset billet som fås ved entréen til ARoS. Det bliver intet mindre end så fedt at opleve panoramaet af Aarhus gennem Regnbuens farvede glas! Et unikt kunstværk der kan sælge Aarhus internationalt.

maj23

Planer for Maskinmesterskolens grund på tidligt stadie

Udgivet af Asbjørn Skødt i med Kommentarer lukket til Planer for Maskinmesterskolens grund på tidligt stadie

Maskinmesterskolen flytter som bekendt ind i Navitas, når det står færdig i 2014, hvorfor de solgte deres ejendom i Borggade tilbage i 2006. Ifølge JP Aarhus blev den solgt igen i 2010 til Remien Ejendomme, og de løfter nu sløret, for hvilke planer de har med grunden, som dog endnu kun er på idéstadiet. Remien Ejendomme har hyret Cubo som arkitekt på projektet.

Grunden strækker sig fra Borggade til Paradisgade og planen er at etablere en parkeringskælder i 3 etager med indkørsel fra Nørregade til Borggade og udkørsel fra Paradisgade. På gadeplan skal der etableres detailhandel og muligvis boliger oven over. Remien Ejendomme vil nu gå i dialog med kommunen om projektet. Det vil bl.a. kræve at Borggade ikke ensrettes mod Nørregade.

Grunden er i mine øjne intet mindre end ideel til at skabe en sammenhæng mellem butiksområdet ved Nørregade og så Latinerkvarteret, hvormed City forlænges. Hvad området mangler er ikke blot butikker ved Borggade og Paradisgade men decideret et butikscenter, der kan give området den centralitet og dermed underforstået tiltrækningskraft, som det i øjeblikket mangler. Som det er nu, stopper de handlendes bevægelsesmønster ved Klostergade.

Hvad området ikke mangler er selvfølgelig et nyt Bruun’s Galleri med identitetsløse kædebutikker, men det burde være muligt at udvikle et koncept for et butikscenter, der tilpasser sig området ved Latinerkvarteret, som er karakteriseret ved mange kreative og unikke butikker.

Artikel:
Nyt liv til Latinerkvarteret af JP Aarhus

maj22

Kommentarer kræver nu log-in

Udgivet af Asbjørn Skødt i arkaarhus med Kommentarer lukket til Kommentarer kræver nu log-in

Det har fra starten været mit ønske, at det ikke skulle være muligt at kommentere anonymt primært på grund af, det besværliggjorde skelnen mellem kommentarerne. Dernæst er det også bare rart at få et navn på den, man skriver med. Jeg valgte dog at åbne for anonyme kommentarer ikke mindst fordi, jeg ønskede alle de kommentarer, jeg kunne få. Det har ikke ændret sig, men det har antallet af kommentarer til gengæld, hvilket jeg naturligvis er super glad for. Problemet med de anonyme kommentarer er dog nu blevet aktuelt.

Derfor har jeg besluttet at kræve en Google-konto for at kunne kommentere. Størstedelen har en Google-konto i forvejen, og hvis det ikke er tilfældet, er registrering hos Google enten med en ny Gmail eller med en eksisterende mailadresse nem.

Jeg håber selvfølgelig, at beslutningen ikke medfører færre kommentarer i det lange løb, men er der stor utilfredshed med beslutningen så send mig en mail, og jeg vil genoverveje den.

Jeg ser frem til mange gode kommentarer, og hvis flere skulle have lyst til at blive “Fast læser” i højre sidepanel, så må de meget gerne tilmelde sig!

Kilde: 3XN

Kulturforvaltningen i Aarhus Kommune har arrangeret en Åben hus begivenhed på byggeriet af det nye kulturflagskib Godsbanen bag Scandinavian Congress Center.

LØRDAG D. 28. MAJ 2011 KL. 13 – 16.30
GRATIS OFFENTLIGE OPLEVELSESVANDRINGER I BYGGERIET
FÅ INDBLIK I BYGGERI, BAGGRUND OG VISIONER
– Mød bygherrer, arkitekter og entreprenør
– Følg byudviklingen af Godsbanearealet
– Hør de kunstneriske og kulturpolitiske visioner

Et spændende udvalg af guidede ture arrangeres i løbet af dagen. De guidede ture kræver dog tilmelding, og det vil ikke være muligt at gå rundt i byggeriet på egen hånd. Programmet for dagen, og hvordan man tilmelder sig, kan læses på Godsbanens website, som jeg linker til nederst i indlægget.  

Et uddrag af dagens turguider tæller stadsarkitekt Gøsta Knudsen, Exners Tegnestue, 3XN og Kristian Buhl Thomsen fra Dansk Center for Byhistorie, hvor jeg i øjeblikket er i praktik. Jeg tilmelder mig de guidede ture i ovennævnte rækkefølge, så hvis nogen har lyst til at slå følgeskab, kan man tilmelde sig de samme og lige give lyd fra sig i kommentarfeltet. Ellers er der mulighed for, at vi kan hilse på hinanden i pauserne eller bagefter. Antaget selvfølgelig at der er andre end mig, som har tænkt sig at deltage.
maj19

SLETH vinder konkurrence i nordfransk by

Udgivet af Asbjørn Skødt i med Kommentarer lukket til SLETH vinder konkurrence i nordfransk by

Kilde: SLETH

Tegnestuen SLETH med kontor i Jægergårdsgade har vundet konkurrencen for omdannelsen af et stort havneområde i den “normanniske” by Caen. De får dermed mulighed for at sætte deres præg på byen, hvor Vilhelm Erobreren i 1000-tallet satte sit eget markante præg som bygherre. SLETH skriver om sejren, som de giver deres plan for Nordhavnen i København æren for:

Rundt omkring i landet er et stort antal havne, nedlagte såvel som fungerende, blevet udviklet til små byer i byen med et kreativt miks af beboelse, erhverv og kulturliv. Kronjuvelen over dem alle, Nordhavnen i København, har tiltrukket sig international bevågenhed og sat nye standarder inden for moderne byudvikling. Erfaringerne fra Københavns Nordhavn går arkitekterne bag projektet, SLETH arkitekter og planlæggere, nu i gang med at overføre til den nordfranske havneby Caen. SLETH har nemlig vundet konkurrencen om over det kommende år at udvikle grundplanen et 300 hektar stort havne- og industriområde til en vækstfremmende og vibrerende bydel, der udnytter beliggenheden ved vandet optimalt. Caen Presqu’île, som er navnet på det prestigefyldte projekt, forventes med en investering på cirka 750 mio. Euro at skabe 10.000 nye boliger og 5.000 arbejdspladser.

Jeg var på besøg i Caen i juli 2010, og det var intet mindre end et skønt afbræk fra Paris, der i juli er tæt af mennesker, hvilket ikke helt kan siges at være en overraskelse. Vi fortrød meget, at vi ikke havde disponeret størstedelen af vores tid i Caen i stedet for i Paris, da Caen har både rum og oplevelser. Caen er på størrelse med Aarhus, og har ligeledes en klar identitet som universitetsby, men det skal nævnes, at de for længst har sat en letbane i drift helt præcist tilbage i 2002. Ligeledes ligger lufthavnen under 10 km fra centrum, hvilket vi i Aarhus kun kan drømme om.

Der skal lyde en opfordring herfra om at give Caen og Normandiet et besøg, men også et spark i røven til Aarhus Kommune for ikke at have været mere fremsynet, når det angår investering i den kollektive trafik. Bergen indviede deres letbane sidste år, men Aarhus må vente til 2015, hvis alt går vel. Nu må jeg heller ikke glemme et tillykke til SLETH for sejren! 🙂

Link:
SLETH