På byrådsmødet i går blev lokalplanen for den ny Herredsvej som forberedelse af infrastrukturen til Det Nye Universitetshospital 1. behandlet og sendt i offentlig høring.

Dokument:

Lokalplan 888

Cereshaven bevares og udvikles

På samme byrådsmøde blev også lokalplanen for Ceresgrunden 1. behandlet og sendt i offentlig høring. En ny lokalplan for området blev nødvendiggjort i 2008, da bryggerikoncernen Royal Unibrew valgte at lukke Ceres-bryggeriet i Aarhus’ indre by. De betragtelige værdier gemt i bryggeriets centrale placering skal derfor nu kapitaliseres af Royal Unibrew.

De historiske aner for Ceres går tilbage til 1856, men bryggeriet lever dog videre både i kraft af Ceres Top og Royal-ølmærkerne, som nu brygges i Fakse, hvor hovedsædet også ligger. Royal unibrew forventer at tjene mellem 600-900 mio. kroner for salget af bryggerigrunden, som der er indgået optionsaftale med A. Enggaard om.

De vigtigste forhold i lokalplanen er:

– “Jydske Palæ” og en administrationsbygning bevares.

– Bebyggelserne terrasseres fra 3-8 etager.

– 18 etagers højhus i det sydvestlige hjørne.

– Lokalplanen tillader at området benyttes til boliger (Mindst 35%), erhverv, museum, offentlige formål og uddannelse.

Dokument:

– Lokalplan 892

10 kommentarer

Asbjørn Skødt på 1. maj 2011  · 

Højhuset ville netop have været med til at skabe en intimiderende byport med ikonisk værdi for byen. En planlægning der ville være unik i Danmark. Det skulle ikke være (I denne omgang).

Det bliver meget spændende til efteråret at følge, hvilke institutioner, butikker o.l. der vælger at flytte til. Det bliver afgørende for den nye bydels liv.

Med henvisning til bevaring. Jeg havde gerne set at flere af Ceres' bygninger blev bevaret, da de både rummer store kulturhistoriske værdier for Aarhus, men også blot rummer rent æstetiske værdier, da den tidlige industrialiserings bygninger med brugen af mursten er af en særlig kvalitet.

Jeg forstår dog også kommunens ønske om at forbedre Cereskrydset ved at forlægge Thorvaldsensgade med en direkte linjeføring til Viborgvej. Den mulighed åbner sig med lokalplanen, som dog forudsætter, at Fri Cykler eksproprieres.

Asbjørn Skødt på 1. maj 2011  · 

Forresten. Fedt at du skriver her, Nikolaj. Her I planer om en eller flere spændende oplægsholdere om arkitektur til Pecha Kucha #9?

Nikolaj Sørensen på 1. maj 2011  · 

Ordet "intimiderende" ville nok ikke være mit første valg… 😉

Prismet er i mine øjne ikke en særlig imødekommende bygning, for at sige det lidt diplomatisk. Men markant er den: mystisk, borg-agtig og magtfuldkommen på en eventyrlig måde. Og jeg har i lang tid drømt om at et højhus på Ceres-grunden måske netop kunne iscenesætte Prismet, ved at være dens modsætning.

I forhold til omlægningen af krydset kunne jeg ikke være mere enig. Ikke mindst fordi der opstår en fin lille plads hvor den nordligste del af Thorvaldsensgade ligger i dag. Men den nye vejføring forhindrer jo ikke at udsynet til de "bevarings-dømte" Ceres-bygninger holdes frit. Efter min mening giver de højt placerede, gamle bygninger mulighed for at skabe et virkelig smukt bylandskab. Den værdi går vi glip af, hvis der bygges nyt på grundens østligste del. Og ja, jeg synes også de er lige lovligt gavmilde med nedrivningsmaskinerne i planen…

Ang. Pecha Kucha: Har du et ønske?

Asbjørn Skødt på 2. maj 2011  · 

Hmm… hvad med ærefrygtindgydende?

Det er faktisk en ganske interessant tanke, du har. To højhuse der skaber et kontrastfyldt samspil og dermed opnår skulpturel værdi ud over blot æstetikken i det enkelte højhus.

Hvorvidt Prismet er flot eller ej er jo en smagssag, og jeg synes faktisk, det er flot bygning, men problematikken opstår ved Prismets mildest talt uheldige placering ved Den Gamle By. Den Gamle By må have sovet i timen, da lokalplanen var i høring (Nu kender jeg ikke debatten omkring Prismets lokalplan, så måske valgte Byrådet blot at ignorere Den Gamle Bys protester), men et højhus der på den måde river publikum ud af illusionen om "en gammel by", er uforenelig med den stemning og reenactment, som Den Gamle By forsøger at skabe. Det er et spørgsmål om, at Den Gamle By ikke længere i lige så høj grad er leveringsdygtig med eskapisme, som er en stor drivkraft i oplevelsesøkonomien. Jeg kan selvfølgelig godt se fortællingen i et hypermoderne højhus ved siden af bindingsværkshuse, men den er ikke vigtigere end indlevelsen. (Det var vist lidt et sidespor).

Til Pecha Kucha. Hvad med kårk? Eller en ung arkitekt hos schmidt hammer lassen, C. F. Møller eller lignende, der fortæller om, vedkommendes drømme med sit arkitektvirke? Jeg ved dog ikke umiddelbart hvem det skulle være.

Nikolaj Sørensen på 3. maj 2011  · 

Sidespor eller ej: Problemet er der jo, og det er til at se for enhver at der ikke bør ligge glashøjhuse klods op ad historiske temaparker, ligesom det også ville være ufikst af lægge en gourmetrestaurant ved siden af et asylcenter.

Jeg spørger lige i netværket efter en ung, opadstræbende arkitekt. Det burde kunne findes.

Giv kommentar