På byrådsmødet i går blev lokalplanen for den ny Herredsvej som forberedelse af infrastrukturen til Det Nye Universitetshospital 1. behandlet og sendt i offentlig høring.

Dokument:

Lokalplan 888

Cereshaven bevares og udvikles

På samme byrådsmøde blev også lokalplanen for Ceresgrunden 1. behandlet og sendt i offentlig høring. En ny lokalplan for området blev nødvendiggjort i 2008, da bryggerikoncernen Royal Unibrew valgte at lukke Ceres-bryggeriet i Aarhus’ indre by. De betragtelige værdier gemt i bryggeriets centrale placering skal derfor nu kapitaliseres af Royal Unibrew.

De historiske aner for Ceres går tilbage til 1856, men bryggeriet lever dog videre både i kraft af Ceres Top og Royal-ølmærkerne, som nu brygges i Fakse, hvor hovedsædet også ligger. Royal unibrew forventer at tjene mellem 600-900 mio. kroner for salget af bryggerigrunden, som der er indgået optionsaftale med A. Enggaard om.

De vigtigste forhold i lokalplanen er:

– “Jydske Palæ” og en administrationsbygning bevares.

– Bebyggelserne terrasseres fra 3-8 etager.

– 18 etagers højhus i det sydvestlige hjørne.

– Lokalplanen tillader at området benyttes til boliger (Mindst 35%), erhverv, museum, offentlige formål og uddannelse.

Dokument:

– Lokalplan 892

Schmidt hammer lassen architects udsendte i dag nedenstående pressemeddelelse, der offentliggør udnævnelsen af Kristian Ahlmark, leder af afdelingen i København, som ny partner i shl. Tre nye associerede partnere udnævnes samtidig:

Ny partner, associerede partnere og R&D ansvarlig hos schmidt hammer lassen architects

schmidt hammer lassen architects har foretaget fire udnævnelser for at styrke nogle af arkitektvirksomhedens vigtigste strategiske områder. Arkitektvirksomhedens ambition er at skabe enestående arkitektur, hvor social ansvarlighed og holistisk bæredygtighed er en integreret del af alle projekter, samtidig med at der hele tiden er fokus på sanselighed. For at styrke denne ambition er en ny partner, to associerede partnere og en R&D ansvarlig blevet udnævnt.

Kristian Ahlmark er blevet udnævnt til partner hos schmidt hammer lassen architects. Han har været en del af kontoret i København siden det blev etableret i 2001 og har bevist sit arkitektoniske talent i en lang række markante projekter. I 2006 blev han associeret partner, og han har været primus motor på mange danske og internationale projekter. Kristian Ahlmark vil fortsætte med at arbejde internationalt og han vil derudover, som leder af kontoret i København, være ansvarlig for at udvide og udvikle schmidt hammer lassen architects’ aktiviteter i Københavns- og Øresunds-området.

Chris Hardie er blevet udnævnt til associeret partner og leder af kontoret i Asien. Han kom til schmidt hammer lassen architects’ kontor i London i 2008 og har siden været involveret i og ansvarlig for en række markante projekter. Siden november 2010 har Chris Hardie været ansvarlig for arkitektvirksomhedens aktiviteter i Kina og Asien, og han vil fortsætte med at øge aktiviteterne i Asien og udvide kontoret i Shanghai.

Rasmus Kierkegaard er blevet udnævnt til associeret partner. Han har været del af schmidt hammer lassen architects siden 2003 og har været involveret i mange af de største danske og internationale konkurrencer, arkitektvirksomheden har deltaget i. Han er leder af konceptudviklingsafdelingen og medvirker med sin baggrund og store erfaring til at implementere innovative arkitektoniske løsninger i de konkurrencer, som arkitektvirksomheden deltager i.

Torsten Sack-Nielsen er blevet udnævnt R&D ansvarlig og kommer dermed til at stå for Research & Development-afdelingen hos schmidt hammer lassen architects. Han kom til tegnestuen i 2006 og blev i 2008 udnævnt til ansvarlig for bæredygtighed. Med sin omfattende viden om bæredygtige og intelligente materialer vil Torsten Sack-Nielsen fortsætte med at sikre, at den allernyeste internationale viden er en integreret del af schmidt hammer lassen architects’ projekter.

“Udnævnelserne understreger, at schmidt hammer lassen architects er en arkitektvirksomhed i konstant udvikling, og vi er stolte af at udvide ledelsesstaben med disse fire talentfulde arkitekter,” siger CEO Bente Damgaard.

schmidt hammer lassen architects inviterer samarbejdspartnere, forretningsforbindelser og venner til en reception torsdag den 28. april 2011 fra kl. 15.00 til 18.00 på vores kontor i København, Flæsketorvet 68, København V, til at fejre disse udnævnelser.

Fakta:
De nyudnævnte medlemmer af ledelsesteamet er:

Partner, Kristian Ahlmark, Head of Copenhagen Office
Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Kunstakademiets Arkitektskole i København i 2001. Senest har Kristian Ahlmark været involveret i de vindende konkurrenceforslag til det nye Koncert, Kongres og Hotel i Malmö og konference- og hotelprojektet Saltkrystallerne i Helsingborg.

Associeret partner, Chris Hardie, Head of Asia Office
Uddannet fra Scott Sutherland School of Architecture, Aberdeen, Scotland in 2001. Senest har Chris Hardie været involveret i Halifax Hovedbibliotek og Highlands Branch Biblioteket i Edmonton, hvilke er medvirkende til at schmidt hammer lassen architects nu også arbejder i Canada.

Associeret partner, Rasmus Kierkegaard, Head of Concept Development
Uddannet fra Arkitektskolen Aarhus i 1999.
Senest har Rasmus Kierkegaard været leder af konkurrenceforslagene til Urban Media Space i Aarhus og Schwabinger Tor Hotel-projektet i München i Tyskland.

Research & Development Responsible, Torsten Sack-Nielsen Uddannet fra Delft University of Technology i Holland i 2003.
Senest har Torsten Sack-Nielsen arbejdet med kontorbygningen Krystallen, som netop er blevet indviet i København, og 0-energi-kontorbygningen Grøndalsvej i Aarhus.

Niels Albertsen, projektmageren bag højhusprojektet Sky Tower, har valgt erhvervsejendomsmægleren Colliers International til formidling af erhvervslejemålene i højhuset. I alt 32.500 kvm udlejes fordelt på 26 etager hver med 1.250 kvm. Det lader derfor til, at hoteldelen placeres i den lavere sidebygning.

Se den citerede beskrivelse sidst i indlægget for yderligere detaljer omkring Sky Tower eller søg på sagsnr. 25921 på www.colliers.dk, da det ikke er muligt at linke til de enkelte erhvervslejemål.

I præsentationen af Sky Tower vises nye visualiseringer af højhuset med et andet design end de tidligere visualiseringer, som dog også vises. Spørgsmålet er så, hvilke er gældende.

Følgende beskrivelse sælger Sky Tower på Colliers website:

Lejemålet er beliggende på Graham Bells Vej, 8200 Aarhus N med ugenert facadevirkning mod Randersvej – én af de mest trafikale indfaldsveje til Aarhus. Nærmeste naboer til ejendommen er Ilva, Ikea og Citroën.

Her udbydes et endnu ikke opført kontorhus til udlejning. Huset vil være velegnet til enhver form for kontor- og administrationsvirksomhed, der søger store eksponeringsmuligheder i et eksklusivt kontorbyggeri, der bliver pejlemærke for hele den nordlige bydel. Arealerne kan opdeles i mindre enheder. Hør nærmere hos ejendomsmæglerfirmaet Colliers International Danmark A/S.

Ejendommen forventes opført som de i prospektet viste råskitser / billeder, efter hvilke ejendommen bliver bygget i en meget eksklusiv og præsentabel stil. Der vil i hele byggeriet blive anvendt kvalitetsmaterialer.

Ejendommen består af en base i tre etager. Ovenpå et delareal af denne bygges et højhus på yderligere 26 etager. For lejere på eksempelvis 1. sal vil der derfor reelt være tale om en placering på 4. sal.

Højhuset bliver cirkelformet, og vil i sit arkitektoniske udtryk være en unik dansk ejendom.
Ejendommen nyopføres i samråd med lejer, hvorfor der endnu ikke er truffet endelig afgørelse for så vidt angår ruminddeling, aptering, materialevalg m.v.

Lejer overtager et færdigbygget og indflytningsklart lejemål med mulighed for individuel indretning.

Der vil blive etableret parkeringskælder i fire plan á 5.000 m2, med plads til i alt ca. 1.000 p-pladser. Parkering vil for ejendommens brugere være vederlagsfri.

Her er virkelig tale om en meget sjælden udbudt kombination af et eksklusivt byggeri og en beliggenhed med en uovertruffen eksponeringsværdi – med visuelt udsyn over Aarhusbugten og motorvej E45.

  • 32.500 m2 kontorer fordelt på 26 etager
  • Markant og unikt varetegn – udsigt over Aarhusbugten
  • Kan opdeles i enheder fra 1.250 m2 (selvstændig etage)
  • Let tilkørsel til såvel motorvej som indfaldsveje til Aarhus
  • 800 p-pladser i p-kælder
  • Årlig leje: fra kr. 950,- pr. m2

– Se sag nr. 25921 på www.colliers.dk

Klyngedannelser inden for specifikke brancher er ikke blot et strategisk sigte, som Aarhus Kommune arbejder med, men også et materielt spørgsmål om samlokalisering, der særligt bannerføres af ejendomsinvestoren Olav de Linde. De Lindes to klyngeprojekter Elvirasminde og DOK8000 tager afsæt i IT-Byen Katrinebjergs succesfulde etablering, hvor Olav de Linde også har et højhusprojekt i støbeskeen.

Elvirasminde

Det er blevet offentliggjort, at Olav de Linde har købt den gamle industriejendom i hjertet af Aarhus, hvor chokoladefabrikken Elvirasminde helt op til 1960’erne havde produktion. Her ønsker Olav de Linde at etablere en klynge for design- og arkitektfirmaer. En nærliggende idé på grund af Aarhus’ allerede eksisterende styrkeposition inden for netop denne branche. Samlokaliseringen af arkitektfirmaer kan bidrage til bl.a. vidensudveksling og samarbejde, der er vital både for vækstlagene men også for tiltrækning og fastholdelse af etablerede arkitektfirmaer.

Det samlede område på 10.000 kvm har Olav de Linde købt af ejendomsinvestoren bricks.

DOK8000

For nogle måneder siden blev det offentliggjort, at Hummel flytter hovesæde fra Viby til DOK8000. Arbejdet med at omdanne den tidligere ubådsreparationshal er godt i gang, men det er ikke det eneste projekt, der arbejdes med eller rettere arbejdedes med. “Smedjen” har gennemgået en omfattende ombygning, så de fire tidligere smedjehaller nu er domicil for virksomhederne CHC-Company, ANCO Trans og Minimum. Se billeder af den gentænkte havnebygning i artiklen “Det summer af liv i den gamle Smedje”.

DOK8000 er et klyngeprojekt for tekstil- og logistikvirksomheder på Aarhus Havn.

Artikler:

Designklynge etableres midt i Aarhus af JP Aarhus

Det summer af liv i den gamle Smedje af Olav de Linde

Kilde: C. F. Møller

Aarhus Teater står smuk på Bispetorv og har til september gjort det i 111 år. Den store nationalscene for teater uden for Hovedstadens kulturelle monopoldannelse kan kun beundres i al sin pragt og dekorative vælde. Teatret er tegnet i jugendstil af Hack Kampmann, en af Aarhus’ store arkitekter. Han er arkitekten bag lige så smukke værker som Toldboden og bygningen, der i sin tid blev bygget til Statsbiblioteket, men hvor nu Erhvervsarkivet og Stadsarkivet har til huse. Har jeg nævnt Marselisborg Slot?

Hack Kampmann tegnede dog ikke Scala, der først blev opført i 1950’erne til brug for en kombineret koncert- og biografsal som del af Aarhus Teater. Det gjorde til gengæld en anden af Aarhus’ store arkitekter, C. F. Møller, hvis funktionalistiske tilgang til arkitekturen går igen i Scala. Scenen er siden blevet ombygget og huser nu Aarhus Teaters næststørste scene med plads til 270 publikummer. Det er dog 30 år siden, scenen blev ombygget, og som man kan se på billedet, er stolebetrækket – og sikkert en hel del andet – blevet slidt af de mange års brug.

Det har fået enken efter storkøbmanden Herman Salling til at donere 12,7 mio. kroner til “en gennemgribende men nænsom renovering”, som tegnestuen C. F. Møller skriver på deres website. Det er nemlig C. F. Møller, den oprindelige tegnestue og Aarhus Teaters husarkitekter siden 1971, der skal renovere ikke kun Scala, men også de to mindre scener Studio og Stiklingen og publikumsarealerne i forlængelse af disse. Renoveringen vil ske fra maj 2012 til august 2012.

Købmand Herman Sallings Fond donerede i 2010 også et lignende beløb på 10 mio. kroner til renoveringen af Musikhusets Store Sal.

En lille afsluttende detalje, jeg ikke kan lade være med at skrive om. Aarhus Teater har denne fascinerende oplysning stående på deres website. Blot en skam det vist mest af alt kun er en oplysning og ikke praksis i nogle tilfælde:

Salen blev vendt, så scenen ligger ind mod, og i niveau med, Store Scene så det faktisk ville være muligt at spille for publikum i Scala og på Store Scene samtidig.

I andre C. F. Møller nyheder. Tegnestuen har gjort finansiel status på året 2010, hvor de har haft en stigning i omsætningen fra 232 mio. kroner til 239 mio. kroner. Overskuddet blev på 4 mio. kroner før skat.

Artikel:

Omfattende renovering på Aarhus Teater af C. F. Møller

Årsrapport 2010 af C. F. Møller

TV2 Østjylland har interviewet ejendomsinvestoren Rune Kilden fra selskabet Norcap i programserien “Kurt kom forbi”. I interviewet fortæller Rune Kilden om sin skolegang, privatliv, faglighed og så selvfølgelig om det store Light*house-projekt. Det bemærkes, at han kalder sig selv: “Bare Rune fra Fredericiagade”.

Programmet afslører lidt nyt i forhold til Light*house. TV2 Østjylland er med, hvor Rune Kilden underskriver aftalen med ejendomsmæglerne i Nybolig Bruuns Bro, der har fået til opgave at sælge lejlighederne i første etape. JP Aarhus har efterfølgende skrevet en artikel – som jeg linker til – om lige netop dette. En række nye visualiseringer af Light*house vises samtidig, som kan ses ved at trykke “Læs mere…”. Jeg beklager kvaliteten af dem, men de er simpelthen blot screenshots fra indslaget.

                                             

Artikel:

Prisskilte klar til Lighthouse-boliger af JP Aarhus

Eva Harlou besøger sit andet hjem i Aarhus i det syvende og næstsidste afsnit af Arkitektens Hjem. Arkitektparret Mette og Martin Wienberg har fået besøg i deres ombyggede træhus døbt “Villa Wienberg”, der både har fået omtale i diverse designmagasiner og vundet Aarhus Kommunes Arkitekturpris i 2008.

Afsnittet præsenterer deres træhus i Højbjerg, som de selv har tegnet. Det er et sjovt sammenfald, at Chris Thurlbourne, hvis hjem blev vist i fjerde afsnit, også ligger i Højbjerg, er opført i træ, og er tegnet af ham selv. Nødvendigvis er det ikke et sjovt sammenfald alene på den baggrund, men det er en underlig disponering at udvælge to huse til programserien, der har så mange fællestræk, omend stilarten selvfølgelig er forskellig.

Et andet træk er, at man som seer ikke bliver præsenteret for alle husets rum, hvilket er en prioritering næsten alle afsnit lider under. Til gengæld præsenteres man for den betydningsfulde aarhusianske tegnestue Friis & Moltkes arkitektur og arv, da Martin Wienberg er partner i tegnestuen. Det er dog ikke ham men konen Mette Wienberg, der guider Eva Harlou rundt i deres hjem. Mette har i mange år været ansat hos schmidt hammer lassen, men har nu startet selvstændig tegnestue under navnet Wienberg Architects.

Friis & Moltke fremviser en række billeder af Villa Wienberg på deres website så følg linket herunder, hvis du har fået smag på mere.

TV:

Arkitektens Hjem: Mette og Martin Wienberg (7:8)

Link:

Friis & Moltke

Rambølls udvidelse af domicilet i Aarhus blev indviet d. 8. april. Det er dog ikke Rambøll selv, som er bygherre på den 5.900 kvm store udvidelse men i stedet Danica Ejendomsselskab ApS. Rambøll Management, Rambøll Danmark og det Rambøll-ejede Attractor samler i alt 600 medarbejdere i Skejby-domicilet, som med udvidelsen når op på 13.000 kvm.

3XN har tegnet udvidelsen, mens A. Enggaard er entreprenøren.

Artikel:

Rambøll rykker sammen i Skejby af dinby.dk

Links:

Rambøll

3XN

A. Enggaard

Danmarks Statistik har offentliggjort befolkningstallene for de danske byer pr. 1. januar 2011, og Aarhus by er ganske overraskende vokset med 6.795 indbyggere (2,7%) til 249.709 indbyggere, hvor i mod Aarhus Kommune “kun” voksede med 4.306 i hele 2010. At Aarhus by vokser mere end Aarhus Kommune på et år kan kun være et resultat af interne forhold, og forklaringen er da også, at Stavtrup er vokset sammen med Aarhus, hvorfor byens indbyggere nu regnes officielt som en del af Aarhus by.

Artikel

Aarhus har opslugt Stavtrup af JP Aarhus

Link:

Statistikbanken

Magistraten valgte i dag at henholde sig til den beslutning Teknik og Miljø traf d. 22. marts, og som Byrådet forventes at vedtage på det kommende byrådsmøde nemlig:

Kultur og Borgerservice og Teknik og Miljø foreslår efter aftale med Borgmesterens Afdeling, at projekt etablering af digitalt bymiljø i Aarhus Kommune fra 2008 skrinlægges.

…men hvad går digitalt bymiljø ud på? Kommunen beskriver projektet som:

lokationsbaseret digitalt infrastruktur, som man kan få adgang til både på Internettet og direkte i byrummet via mobiltelefoner eller skærme. Infrastrukturen giver nye muligheder for kommunikation og interaktion både med borgere og med besøgende i Århus. Det nye for borgeren vil være, at informationer fra kommunen vil kunne tilgås enten via mobiltelefon eller via andre terminaler i byrummet på det sted, hvor borgeren befinder sig.

Perspektiverne i etableringen af en digital infrastruktur er mange. Oplysningerne til borgeren kunne f.eks. være om parkerings- eller trafikforhold, information fra Borgerservice eller historiske fakta, der har betydning for Århus som bysamfund.

Herudover kan infrastrukturen f.eks. give informationer om attraktioner, events, kulturelle og historiske oplysninger, motionsruter, shopping og restauranter, mens brugeren opholder sig i byen. Ligeledes vil brugeren få mulighed for selv at bidrage med oplysninger, kommentere eller anmelde en given attraktion eller service.

En digital infrastruktur for byen til at kommunikere information til borgere og turister f.eks. i forbindelse med store begivenheder. En sådan infrastruktur vil netop kunne gavne det store kulturprojekt Aarhus 2017, hvor et stort antal kunst- og kulturbegivenheder skal afvikles i løbet af året.

Implementeringen af et digitalt båret informationssystem rettet mod computere og mobile enheder ville kunne høste synergieffekter ud fra to betragtninger: 1. Udviklingsressourcerne er i den grad til stede i IT-byen Katrinebjerg, så kommunen støtter et lokalt innovationsmiljø. 2. Mobile enheder som Android og iPhone er efterhånden udbredte, så den mobile “adoption” er sikret. Din smartphone er terminalen, der kunne give adgang til et utal af oplysninger, tilbud og ressourcer om byens liv alt samlet i én softwareløsning.

Ak, nej. Sådan skulle det ikke være. Den samlede finansiering af projektet ville løbe op i 5 mio. kroner over 2 år, som kan perspektiveres ved at sammenligne med kommunens samlede drifts- og anlægsbudget, som er på 17,5 mia. kroner i 2011. Sølle 5 mio. kroner for en investering i alt det Aarhus Kommune netop er så beskæftiget med i øjeblikket, hvilket de selv skriver:

Initiativet vil bidrage til en bredere profilering af Århus som en digital foregangsby, der går nye veje med IT-baserede oplevelser for borgere og turister.

Hvis man ville projektet, så fandt man pengene, selv i sparetider. Dybest set er det en billig løsning, der ville have stor betydning for byens liv og kunne brande Aarhus som en progressiv by, men endnu engang har Aarhus Kommune demonstreret fremsynethed, når det angår byprofilering.

Link:

Sag 2. Etablering af digitalt bymiljø