Den mere højtidelige præmiering af nybyggerier i 2010 blev afholdt tilbage i oktober. Nu er tiden kommet til Aarhus Kommunes – ligeledes årlige – præmiering af byfornyelser og butiksfacader (Inkl. skiltning). I bedømmelsen indgår overvejelser vedrørende:

“…kvalitetssans, indlevelse for situationen og fornyelse. Heri indgår betragtninger over rumlige og æstetiske aspekter, funktionel udformning, materialebearbejdning og miljømæssige egenskaber, foruden friarealernes samspil med bygningen eller bygningskomplekset og tilfredsstillende opholdsarealer for ejendommens brugere.”

Nu hvor kriterierne er fastslået, kan de præmierede bygninger ikke længere udskydes i ængstelig og pinefuld forventning, bortset fra det skal nævnes, at der nederst kan findes et link til kommunens dokument, hvor de vindende bygninger præsenteres i ord og billeder.

Årets byfornyelser går til Amaliegade 21A-C, -23, m.fl., Solsikkegade 8, Helgolandsgade 19 og Marselis Tværvej 4.

Årets butiksfacade og skiltning går til Store Torv 3, hvilket næsten må siges at være selvsagt. Arkitekturen er meget stram og i et stærkere konkurrencefelt, ville den formentlig ikke have vundet, men prisen tildeles berettiget ud fra den betragtning, at al forandring ved Store Torv 3 var prisværdig. Tegnestuen R Arkitekter fra Odense har tegnet den nye facade. Sjovt har det været, at finde mit billede af Store Torv 3 under renovering er blevet anvendt som “førbillede”. Et korrekt førbillede er det ikke, da renoveringen påstår, men det er måske blevet benyttet i manglen af deciderede førbilleder.

Byfornyelserne Amaliegade og Marselis Tværvej er begge tegnet af Arkitema, og anerkendelsen markerer også for Arkitema et 2010, hvor de har færdiggjort renoveringen af Frederik 8.s palæ i Amalienborg, men også haft stor succes med både opførelse og tilgang af nye projekter. For få uger siden blev de af Magasinet Ejendom vurderet som det mest aktive arkitektfirma i 2010 i forhold til igangsatte byggeprojekter i Danmark.

Dokument:
Præmiering byfornyelse og butiksfacader 2010 af Aarhus Kommune

Artikel:
– Arkitema nr. 1 på Top ti over mest aktive arkitekter i Danmark i 2010 af Arkitema

Tidligere indlæg:
H&M opruster i Århus, 31. oktober 2010
– Store Torv 3 får ny facade, 7. august 2010

Giv kommentar