JP Aarhus bringer i dag en artikel, hvor projektmagerne præsenterer det nye design for Z-huset. Det var meningen, vi skulle have haft kendskab til det nye design i slutningen af januar, så det er med en måneds forsinkelse, designet nu afsløres.

Sahl Arkitekter har tegnet det nye projekt, som nu består af tre fritstående bygninger alle med erhverv i stuen, to med boliger i resten af bygningen og én med erhverv i resten af bygningen. Det er en ganske flot bearbejdning af Z-huset med referencer til bl.a. Siloetten, omend glas er anvendt i større omfang. Taget i betragtning hvor dårlig jeg kan være til at forholde mig til ændringer af velfungerende projekter, så er jeg glædeligt overrasket. Jeg frygtede lidt det værste. Z-huset opdeles i to etaper, hvor de to boligblokke efter sommeferien opføres først. Salget af lejlighederne begynder til påske, og det vurderes, at første etape kan stå færdig ultimo 2012/primo 2013. Tre andre arkitektfirmaer deltog i konkurrencen om det nye Z-huset: Arkitema, Kjaer & Richter og Luplau & Poulsen (Godt at se Luplau & Poulsen deltage i nye projekter. Der var været lidt stille omkring dem).

Det geniale ved denne afsløring er jo så, at ingen visualiseringer, illustrationer, planer eller andet materiale er publiceret på nettet hverken hos projektmagerne, Sahl Arkitekter eller sågar JP Aarhus, som vælger at benytte en visualisering af det gamle design i deres netartikel. Den form for intellektuel protektionisme, kan jeg ikke støtte, og dybest set opfatter jeg den enstrengede formidling ved kun at støtte sig til en avisartikel for gammeldags og forældet formidling. Wake up, it’s 2011! People share, interact and communicate! Projektmagernes interesser burde ligge i at bringe deres budskab og viden ud til så mange mennesker som muligt. Ikke at give en særlig avis eksklusiver på en lørdag.

Artikel:

– Z-huset i gang igen af JP Aarhus

[update d. 1/3-2011 kl. 16.39] Sahl Arkitekter har nu offentliggjort visualiseringer af Z-huset på deres website. Endelig kan det vindende konkurrenceforslag ses på nettet, som dog besværliggøres af Sahl Arkitekters Flash-website, der ikke egner sig til at kanalisere materiale videre i systemet. So yet another obstacle. Når det angår det arkitektoniske, tror jeg dog godt, vi kan blive enige om, at Sahl Arkitekter har præsteret noget af deres bedste ind til videre, og at det faktisk er et mere homogent og åbent projekt end Dorte Mandrups originale Z-huset.