Kilde: Moesgård Museum

Da min undervisning begyndte efter efterårsferien lagde jeg mærke til nogle render, der var ved at blive fyldt og efterfølgende asfalteret på parkeringspladsen ved lærerseminariet. Jeg studsede over det, netop pga. det kommende højhusbyggeri Aarhus Universitet planlægger på grunden. Selve byggeriet er stadig langt væk, hvorfor jeg undlod at skrive om det, hvis nu arbejdet ikke var relateret til byggeriet, og jeg slettede også de billeder, jeg tog. Det viser sig dog, at arkæologer fra Moesgård Museum i løbet af efterårsferien har udgravet grunden i forberedelse til det kommende byggeri. Lars Krantz skriver på bloggen for Moesgård Museums udgravninger:

Årsagen til at der graves på netop dette sted, skyldes at Århus Universitet har planlagt et byggeri på grunden. For ikke at blive stoppet under selve byggeriet ønskede bygherre, at få undersøgt om der var fænomener på matriklen, der er omfattet af Museumsloven, således at eventuelle fund kunne nå at blive arkæologisk undersøgt inden byggeriet går i gang.

Grunden er interessant for arkæologerne, fordi den var skueplads for rytterfægtningen d. 31. maj 1849 mellem danske og preussiske militærenheder. En af mine medstuderende skriver i øjeblikket en kildenær opgave om rytterfægtningen.

Jeg stødte på disse oplysninger, fordi DNU i dag skriver om arkæologernes udgravninger ved udbygningen af hospitalet i Skejby, og det fik mig til at researche arkæologernes arbejde. Jeg har før været omkring deres blog vedrørende udgravningerne til Marselistunnelen. Moesgård Museum er i kraft af deres tilbageskuende arbejde paradoksalt nok en god kilde til fremtidig byggeri.

Blog:

Aktuelle udgravninger af Moesgård Museum

Blogindlæg:

– P-pladsen på hjørnet af Nørrebrogade og Nordre Ringgade – Rytterfægtningen ved Århus af Moesgård Museum

Artikel:

Oldtiden er lige her af DNU

Giv kommentar