På magistratsmødet i dag blev det besluttet at tiltræde salget af de tre sidste ungdomsboliggrunde på De Bynære Havnearealer. Det betyder, at hele ungdomsboligprojektet er med vedtagelsen af lokalplanen d. 1. december klar til at blive bygget. Der har været købstilbud fra tre forskellige parter, hvor to af parterne nu køber de tre grunde, og kun en af de to er nyt bekendtskab for os. Det sker i kraft af, at Boligforeningen Ringgården køber deres anden grund (Felt 8.1.4 på 2.520 kvm), og Sjælsø Gruppen køber to grunde (Felterne 8.1.2-3 på i alt 9.000 kvm). Arkitektgruppen A/S fra Odense var inde som byder på Ringgårdens grund, men de blev fravalgt, fordi de bl.a. ikke levede op til udbudsmaterialets krav. Sjælsø Gruppens køb af felt 8.1.2 er betinget af en aftale med Den Selvejende Institution Teknisk Kollegium II om salg af et færdigt byggeri, hvorimod omstændighederne for Sjælsøs anden grund er ukendte men dog også betinget.

De fire ungdomsboligprojekter samlet i felt 8.1 på i alt 16.100 kvm er en del af en større grund (Felt 8, Pier 4), som også inkluderer erhverv i feltet 8.2 på i alt ca. 27.500 kvm, og en lige så vigtig nyhed fra magistratsmødet er, at arbejdet med at udbyde erhvervsdelen også blev tiltrådt.

Købstilbuddene mangler nu blot at blive godkendt på næste byrådsmøde denne onsdag. Byrådsmødet bliver dog også interessant på andre punkter:

  • Lokalplanen for udvidelsen af Randersvej mellem Stjernepladsen og Ringvejen forventes vedtaget. To striber af rækkehuse kan derfor nedrives for at gøre plads til vejen. To nye byggerier i op til fem etager erstatter de faldefærdige rækkehuse.
  • DSB’s udvidelse i Sonnesgade forventes vedtaget.

…men mere om det på onsdag.

[update d. 18/11-2010 kl. 23.45]

På byrådsmødet onsdag d. 17/11 blev det besluttet at godkende salget af ungdomsboliggrundene til henholdsvis Boligforeningen Ringgården og Sjælsø Gruppen.

Dokument:

Magistratens indstilling