Siden Comwell forlod Light*House har de arbejdet på at finde en alternativ placering for et Århus-hotel, og det viser sig nu at hotelkæden, der har indgået en aftale med KPC om at leje sig ind i deres Værkmestergadehøjhus, netop er Comwell. De vil etablere et konferencehotel med 240 værelser, hvilket koncernchef Preben Nesager begrunder med:

“Konferencefaciliteterne på det århusianske marked er utilstrækkelige, og derfor skal Comwell være i byen. Området er perfekt til et nyt konferencehotel, især set i lyset af de kommende planer for området ved rutebilstationen. Samtidig skaber vi et nyt koncept, hvor hotel og rådgivningsvirksomheder samarbejder, og det forventer vi os meget af.”

De to sidste kontorlejere i højhuset er i samme ombæring også blevet afsløret som advokaterne Bech-Bruun og revisorerne Deloitte. De to firmaer vil indtage de øverste 10 etager. Finansieringen er på plads, så alt hvad der nu mangler er en ny lokalplan for grunden. Monstro ikke byrådet tillader byggeriet, så det kan begynde i 2011 og stå færdig i 2013.

Artikel:

Hotelkæde i nyt højhus i Århus C af JP Århus

10 kommentarer

Asbjørn Skødt på 17. oktober 2010

Nej, der sker intet hos kommunens informationssystem. Dermed ikke ensbetydende med at lokalplanarbejdet ikke er gået i gang. Nogen gange kommer der et nyt opslag derinde, som dateres 1-2 måneder tidligere. Arbejdet er under alle omstændigheder helt sikkert sat i værk, men det kunne da være godt, hvis den første høringsfase blev sat i gang, for tidsrammen i høringsfaserne er obligatoriske, og dem kan ingen skubbe ved.

Det blev nævnt i en af artiklerne, da højhuset blev offentliggjort, at KPC havde haft følere i kommunens administration, for at fornemme hvorvidt der ville blive givet tilladelse til højhuset, og eftersom højhuset jo er blevet offentliggjort, så anser jeg det meget sandsynligt, at lokalplanen for højhuset vil blive vedtaget. KPMG-huset ligger trods alt også i Værkmestergade, så der burde være sat præcedens ved vedtagelsen af lokalplanen for Bruun's Galleri. Men der skal nok komme protester i høringsfasen. Det kan vi trygt regne med.

btw. Kunne du ikke tænke dig at blive "fast læser", Thomas! Her er i hvert fald en lille opfordring til alle, der har lyst, om at blive faste læsere på ARKITEKTUR | AARHUS. 🙂

Thomas Wiberg på 18. oktober 2010

Hej

Jeg er vistnok allerede fast læser!!

Og lad os da håbe at der snart sker noget. Jeg skriver ind i høringsfasen og roser projektet, så det ikke kun bliver sortseerne, der bliver hørt. Min opfordring til alle jer andre, der støtter højhus projektet.

Thomas

Asbjørn Skødt på 19. oktober 2010

Thomas Hald?

Meget god idé at deltage aktivt i lokalplanlægningen, så arbejdet demokratiseres. Jeg mener dog ikke indsigelser om udsigt- og skyggeforhold er valide. Særligt når det gælder højhuse, er opbakning ikke givet på forhånd, men kritik er garanteret. Jeg har endnu mit første høringssvar til gode.

Thomas Wiberg på 19. oktober 2010

Jep det er mig 🙂

Kan du ikke give opfordringen videre til alle her på bloggen, når høringsfaserne går igang, så alle gode kræfter kan forenes, så højhuset snart kan pryde den århusianske skyline :)???

Asbjørn Skødt på 20. oktober 2010

Jo, jeg vil da helt sikkert nævne det. Hvis du har lyst, kan du jo også skrive et høringssvar underskrevet af flere, herunder mig selv, og som jeg kunne annoncere her på bloggen? Et samlet høringssvar til kommunen vil måske stå stærkere, end hvis vi individuelt skrev høringssvar.

kommentarer er lukket.