Under Festugen kunne man med en times interval betale sig til en havnerundfart på en af turistkanalbådene fra København, som var udlånt til Fonden Jakob, der beskæftiger sig med restaurationen af den tidligere bugserbåd Jakob.Der er en side om havnerundfarten på deres website, men ellers kan man læse mere om Fonden Jakobs arbejde.

Vejret var fantastisk, og jeg fik taget en større mængde billeder. En industrihavn er dynamik, aktivitet og arbejdsliv men også industriarkitektur og indirekte byudvikling, så derfor er havnen relevant indhold på denne blog. Havnemiljøet i Århus er en del af byens æstetiske udtryk – om man så kan lide det eller ej – og havnen indgår som en integreret del af byens identitet og fylde. Industriarkitektur bærer ligesom andre bygninger og konstruktioner fortællinger. En Super Post-Panamax containerkran bærer historien om internationalisering og globalisering, og jeg vil personligt ikke være foruden, det visuelle udtryk kranerne giver overalt i byen, men ej heller den symbolik de store containerkraner på havnen har. Det var dog de billeder, jeg kom fra. Tryk på “Læs mere…” under faktasektionen.

Fakta

Århus Havn er Danmarks største containerhavn med en markedsandel på 60%. De to terminaloperatører på containerhavnen, APM Terminals og Cargo Service fusionerede i slutningen af august for at styrke deres konkurrenceevne. Den nye terminaloperatør hedder APM Terminals – Cargo Service A/S. Ud over containerskibsfart har havnen også væsentlige markedsandele inden for varegrupperne olie, foderstoffer, korn, afskibning af vindmøller, færgetrafik og bulkvarer. Selve havnevirksomheden Århus Havn beskæftiger ca. 150 medarbejdere, men beskæftigelsen hos de havnerelaterede virksomheder løber op i flere tusinde.

Kilde: aarhushavn.dk

Toldboden af Hack Kampmann.
Havnehuset i forgrunden. Filmbyen i baggrunden.
Den konkursramte Flydedok.
Kornpieren.
Oliehavnen.
Den tidligere Nordhavn hvor De Bynære Havnearealer kommer til at være i fremtiden.
Containerkran i arbejde.
Containeropmagasinering.
Bulkterminalen har fået to nye kraner (Til højre). Jeg formoder, de gamle skal sælges.
En bunke skrot. Dette er så et af de billeder med mindre relevans.
Multiterminalen og bulkterminalens kraner.
Vindmøllekomponenter på Containerhavnen der venter på afskibning. Under krisen med færre containere til følge, har vindmøllerne fået større betydning for Containerhavnens godsomsætning.
Mols-Liniens terminal.

Giv kommentar