Det er blevet besluttet fra kommunens side, at træerne langs Ringgaden skal fældes i trafiksikkerhedens navn. Træer kan åbenbart blive for gamle til at stå ved en trafikeret vej, men sikke en skam det er. Da jeg boede i Åbyhøj cyklede jeg langs Ringgaden til og fra universitetet. Særligt strækningen fra Handelshøjskolen og ned til Silkeborgvej er fantastisk med boulevarden af træer. Det er endnu ikke blevet politisk besluttet at afsætte penge til genplantning, men mon ikke det sker. At spare genplantningen væk ville være både afstumpet og udtryk for en fejlprioriteret byplanlægning. Dog vil der kun blive plantet træer i midterrabatten fremover, hvilket er synd, da æstetikken netop opstår, når en vej bliver omkranset af træer på begge sider.

Spørgsmålet om en potentiel letbanelinje på Ringgaden er også relevant, da den ville blive anlagt i midterrabatten. I det tilfælde vil genplantningen være spildte ressourcer, men en sådan linje vil under alle omstændigheder ligge mange år ude i fremtiden, da den ikke engang indgår i letbanesekretariatets nuværende linjeforslag. Måske vil der endog være rum til både træer og to letbanespor i midterrabatten under forudsætning af, det ikke giver et vedligeholdelses- eller sikkerhedsproblem.


Vis stort kort

Artikel:

Nu skal træerne på Ringgaden fældes af Århus Stiftstidende

Giv kommentar