Den nyhed kom ud af det blå. I løbet af de næste 4 år vil der blive opført 9 højhuse med hver 10 etager på Søren Frichs Vej langs Århus Å heraf navnet Åhusene. Højhusene på 36 meter vil primært rumme ungdomsboliger, og det første højhus forventes klar til studiestart 2011. Byggeriet går i gang om en uge for at kunne nå dette, hvorefter der vil blive færdiggjort et højhus pr. halve år.

Højhusene bliver opført på den tidligere grund for Det Danske Trælastkompagni, og bidrager dermed til byomdannelsen af erhvervs- og industrigrundene langs Søren Frichs Vej. Der er tale om i alt 432 lejligheder tegnet af Arkitektfirmaet Gudnitz & Partnere A/S. Bygherren bag er et nystartet ejendomsselskab ved navn Domis, som skyder et trecifret millionbeløb ind i projektet. De har endnu ikke et website online.

Jeg cyklede langs Søren Frichs Vej, da jeg var i Åbyhøj for at tage billeder for to uger siden, og da lagde mærke jeg til grunden og tog endog også et billede af den, men den lignede mest af alt en byggelosseplads, så det billede har jeg desværre slettet igen. I artiklen af Århus Stiftstidende er der dog et videoindslag fra grunden, hvor arkitekt Carsten Lindequist fra Gudnitz & Partnere interviewes.

Artikel:

Ni nye højhuse på kanten af byens centrum af Århus Stiftstidende

4 kommentarer

Mikael Lyk Madsen på 19. august 2010  · 

Måske det konkrete projekt kom ud af det blå men planen om de 9 højhuse har været meget længe undervejs. Det ældste jeg kan finde om dem er fra 2005, jeg synes dog at kunne huske der var snak om det allerede mens jeg boede i Århus (flyttede i 2004). Lokalplanen blev i øvrigt godkendt i foråret 2007.

Asbjørn Skødt på 20. august 2010  · 

Projektet er helt nyt for mig, selvom jeg også godt læste i en kommentar på Stiftstidende, at det sådan set er gamle planer. Jeg har prøvet at komme på kommunens lokalplanwebsite for at undersøge det, men serveren er nede. Omstændigheden at jeg ikke havde kendskab til en lokalplan undrede mig meget, og det er så netop, at den er forholdsvis "gammel". Forklaringen er, at jeg først flyttede til Århus i sommeren 2008. Jeg er tilflytter fra Sønderjylland, og kom som så mange andre til Århus for at studere. Jeg har dog ingen planer om at flytte tilbage på et senere tidspunkt. Der sker kun afvikling, hvor jeg kommer fra.

Nyheden er dog stadig temmelig overraskende. Ikke mindst at byggestart er i næste uge, men det undrer mig sådan set ikke for byggebranchen er virkelig tøet op i Århus i løbet af den seneste måned. Der bliver stadig ikke påbegyndt meget nybyggeri, men der sker renoveringer og ombygninger i stor stil.

Anonym på 8. januar 2011  · 

Ja, så er de første lejligheder klar til indflytning. Pris? Ca. 7500kr for 58kvm. Udlejning via "boligportal.dk" (så er man allerede klar over at den er gal).

Jeg erindrer at Hr. Wammen talte for at skabe liv og vækst i området. Bl.a. med øget fokus på at få de studerende til. Spørgsmålet er bare, hvem har virkelig råd til at sætte sig så tungt? Huslejen er jo fuldstændig vanvittig og dette "initiativ" virker til at være skudt fuldstændig ved siden af målet.

Vi studerende har intet i mod at bo lidt i udkanten af centrum – vi er relativ fleksible. Men os, som har ventet i over et halvt årti på dette såkaldte "vækstfremkaldende" og "innovative" initiativ, vi forventer altså mere.

Hvad man bør gøre i Århus, som er så ramt af boligmangel, er at få boligforeningerne til at opkøbe (private)ejendomme for derefter at leje dem ud som almene lejeboliger til betalige priser.

Politikerne skriger til himlen om at ghetto-dannelserne skal i fremtiden undgås (ved bl.a. at rive bygninger ned), men hvor skal folk med relative få midler bosætte sig, når der i forvejen er mangel på almene boliger?

Disse private projekter er lukrative, og har kun til formål at skabe penge til ejerne. Det har intet at gøre med alt det andet symbolpolitiske sniksnak.

Sebastian Atkins

Asbjørn Skødt på 8. januar 2011  · 

Hvad er der galt med Boligportal? Hvis man vil udleje til de unge, så er Boligportal det helt rette sted at henvende sig, da det er segmentet, der primært benytter Boligportal. Jeg har fundet alle mine to tidligere boliger og nuværende bolig via Boligportal. Der har jo aldrig været tale om, at disse ungdomsboliger på Søren Frichs Vej skulle være støttede boliger til unge under uddannelse (kollegieboliger) men i stedet private ungdomsboliger. Skal det være forbudt at opføre private ungdomsboliger?

3750 kr. ekskl. forbrug i husleje pr. person (to personer)for en NY tre-værelseslejlighed med udsigt i praktisk talt centrum er da ikke "fuldstændig vanvittig".

Privat boligbyggeri er en investering en virksomhed tager med øje for at få et afkast. Sådan fungerer verden, og hvis virksomheden ikke kan udleje boligerne, så er det en dårlig investering, og selskabet kan ende med konkurs. Det er en risiko, ejendomsselskaber må kalkulere med, så når disse ungdomsboliger opføres, må det være ud fra en betragtning, at der er et marked, boligerne kan afsættes til. Hvis unge flytter ind, så opfylder boligerne jo netop formålet med at være ungdomsboliger.

Hvis man ønsker at bo i en støttet ungdomsbolig skal man ansøge via ungdomsboligaarhus.dk og komme på en venteliste. Hvornår man får tildelt en bolig er afhængig af sine ønsker til nærhed og faciliteter. Ventetiden kan være et halvt år. I øjeblikket opfører Kollegiekontoret et nyt, stort kollegium på den anden side af åen ved Åhusene, så der er billigere ungdomsboliger på vej i området: http://www.kollegiekontoret.dk/laes-mere-byggerier/daugbjergvej/#c1067

Giv kommentar