Jacob Geday, speciallæge i neurologi med egen praksis i Hinnerup, har skrevet et debatindlæg i JP Århus under overskriften “Alle veje fører til Tilst…”. Debatindlægget rummer en kritik af beslutningen om ikke at anlægge til- og afkørselsramper ved Hinnerup-Søften fra Djurslandmotorvejen. Jeg kan sådan set kun give ham ret. Her er et uddrag:

Den ny Djurslandsmotorvej kræver sine ofre.

Ferien er forbi, og dagens første patient indfinder sig i min praksis, små ti minutter for sent.

»Undskyld«, siger hun forpustet. »Jeg plejer aldrig at komme for sent til mine aftaler, men jeg fór vild på motorvejen, og kunne ikke komme af. Pludselig var jeg så i Tilst ?«

Jeg vinker afværgende. Det skal hun ikke tænke på. Hun er ikke den første – og helt sikkert heller ikke den sidste. Den ny Djurslandsmotorvej kræver sine ofre.

Favrskov er i løbet af sommeren blevet en del af udkantsdanmark, og det må vi jo så bare lære at leve med. Lidt mærkeligt, når man bor kun 12 kilometer fra landets næststørste by. Men siden tilkørslerne til den nye motorvej er blevet færdige, er det bare som om, alting er kommet længere væk, og vi er blevet sværere at finde.

Til gengæld er Tilst blevet meget nemmere at finde. Ja, faktisk næsten umulig at undgå. Ikke bare mine patienter, men også de fleste af vores venner og familie insisterer på – nogle endda flere gange – at se denne perle på danmarkskortet, før de kommer og besøger os. Den eneste undtagelse er min mor – der i stedet ender i Lisbjerg.

Debatindlæg:

Alle veje fører til Tilst… af speciallæge Jacob Geday i JP Århus

Giv kommentar