Med dette indlæg runder min blog 100 indlæg siden maj. Det er gået stærkt, og det har været en fornøjelse for mig at skrive indlæggene. Jeg har været rigtig glad for jeres kommentarer og håber, der vil komme mange flere af dem fremover.

Personligt er jeg ikke helt tilfreds med det type indhold, jeg skriver. Jeg ville gerne skrive mere formidlende om den arkitektur, som er i Århus, og ikke mindst om nogle af de smukke, historiske bygninger, Århus har. Det er dog alligevel sekundært for mig i forhold til at skrive om “nyheder”, og dem er der masser af. Med den byudvikling der er i Århus, så har jeg simpelthen ikke tid til at skrive om meget andet end “nyheder”, da jeg stræber på at dække så meget som muligt i min formidling.

De seneste dage siden mit indlæg om en potentiel motorvej mellem Århus-Hammel er mit besøgstal steget voldsomt. Før havde jeg et gennemsnitligt unikt besøgstal på omkring 15 dagligt. Nu har jeg gennemsnitligt omkring 50 unikke besøgende dagligt. Det har været overraskende og glædeligt for mig, og ikke mindst at finde ud af, at min blog blot bliver fundet ved søgninger på Google. Således er mine besøgstal geografisk fordelt i Danmark:

Ressource: Google Analytics

Det bliver spændende i det kommende halve år at følge de mange projekter i Århus og ikke mindst at se om Sky Tower og Light*House bliver opført. Hvad der sker med De Bynære Havnearealer på et overordnet plan er stadig meget usikkert. Markedet kan endnu ikke helt holde til den begejstring, der var omkring De Bynære Havnearealer før finanskrisen. Med Vestas og et kommende Bestseller byggeri til december, så er det dog ikke fordi, vi mangler de store byggerier og de store fremtidsperspektiver. Arkitekturen blomstrer på trods, men det er også ganske sikkert, at der sagtens kunne være meget mere konkret boligbyggeri i Århus.

Tak fordi I læser min blog, vil jeg dog gerne sige!

Giv kommentar