En cykeltur ad Grenåvej på vej mod Den Permanente afslørede for mig to ukendte byggeprojekter. Det første, jeg stødte på, var renoveringen og udvidelsen af opgangene i ABB’s afdeling 41, Veriparken. De nye opgange er tegnet af arkitektfirmaet Poulsen & Partnere og forbedrer adgangsforholdene med bl.a. nye og større elevatorer:

Det andet byggeri, jeg stødte på, var opførelsen af 32 boliger tegnet af Arkitema, betalt af FSP Pension og bygget af KPC. Der er tale om 14 lejligheder med 4 værelser og 18 lejligheder med 5 værelser ved hjørnet af Gustav Holms Vej og Grenåvej. Boligerne minder arkitektonisk meget om kollegieboligerne i Skejby Parken, der også er tegnet af Arkitema. Skejby Parken er et af de mest vellykkede moderne kollegiebyggerier i Århus måske netop fordi et stort arkitektfirma med ambitioner har været involveret. Disse nye boliger ved Grenåvej har den samme minimalistiske elegance kombineret med kvalitetsmursten, der kendetegner Skejby Parken, og jeg har ofte ikke meget til overs for postmoderne arkitektur, men Arkitema formår at få delelementerne til at fungere i en helhed:

Som afsluttende bemærkning kan det nævnes, at der står op til flere villaer nedrivningsklare langs Grenåvej, hvilket dermed gør vejen til en vejstrækning i Århus, der er under udvikling ikke kun i øjeblikket men også for fremtiden.

Giv kommentar