Den sparsomme skyline i Århus er velsignet af én af Danmarks smukkeste højhuse, der efter min opfattelse kun overgås af Ferring i Ørestad. Det er selvfølgelig KPMG-huset placeret i hjertet af Århus ved hovedbanegården som en del af indkøbscentret Bruun’s Galleri. Højhuset er tegnet i samarbejde mellem schmidt hammer lassen og 3XN, og er den 2. højeste bygning i Århus på 68,5 m med 17 etaper. Den stod færdig i 2004 med penthouselejligheder i de to øverste etager, KPMG’s reception på 15. etage og derefter kontorer for KPMG og andre selskaber på de følgende etager ned til 6. etage, hvorefter 5. og 4. etage indgår i Bruun’s Galleri og de sidste etager indeholder støtte- og servicefunktioner for bygningen og personalet.

Jeg var ude og tage en række billeder i dag, der dog mest dækker eksisterende bygninger og arkitektur herunder KPMG-huset. I den efterfølgende tid vil jeg udgive billederne i blogindlæg, som erstatning for den lille nyhedsmængde, der har været på det seneste. Der bliver ikke talt meget om byggeri i de lokale medier for tiden.

 

3 kommentarer

Mikael Lyk Madsen på 1. juni 2010  · 

Hej Asbjørn,

Først tak for din blog. Det er nu blevet meget lettere at følge med i de forskellige projekter i Århus.

Angående højden på KPMG-huset: Er du sikker på at det er 68,5 meter højt? Jeg har også set samme højde en række andre steder, men der er ingen der har været i stand til at fortælle mig hvor de har den fra. Da huset blev opført opdaterede jeg dette website: http://www.emporis.com/application/?nav=building&lng=3&id=148731 …og her fik jeg en personlig rundvisning på byggepladsen af NCC. I den forbindelse var jeg også inde og måle på byggetegningerne for at finde den præcise højde, den var 63,65 meter. Derfor undrer jeg mig over hvor de 68,5 meter stammer fra.

Asbjørn Skødt på 1. juni 2010  · 

Tak Mikael (mlm).

Min kilde til højden er denne side under aarhus.dk (Som nu åbenbart hedder aarhusportalen så kommunen kan få domænet aarhus.dk til deres website): http://www.aarhusportalen.dk/aarhus_skyline.asp
Jeg kan ikke bekræfte, hvor de har deres oplysninger fra.
Da jeg skrev indlægget anvendte jeg også denne kilde til oplysninger om etagerne: http://www.cisionwire.dk/ncc/indflytning-i-arhus–nye-hojhus-1
Det er et arkiv over pressemeddelelser fra NCC, og i pressemeddelelsen står nævnt 68,5 m, og de (NCC) burde vel vide det.

KPMG-huset føles nu også højere end Prismet på 63 m, som den ellers skulle have ca. samme højde som. Selvom Prismet har 18 etager og KPMG-huset kun 17 etager. Når det angår "føles", kan man nu sagtens tage fejl. Men måske var det en idé at besøge bygningsinspektoratet på Kalkværksvej 10 for at kigge i deres arkiv, når jeg alligevel skal forbi adressen igen for at fotografere tilbygningen. Jeg tog sjovt nok nogle billeder der i går, som jeg uploader, når jeg får tid.

Åh, så det er dig, der har skrevet informationen på Emporis. Jeg undrede og glædede mig over, hvor detaljeret oplysningerne var derinde for lige netop KPMG-huset. Jeg havde dog ikke studset over højden derinde.

Mikael Lyk Madsen på 1. juni 2010  · 

Ja man skulle jo mene NCC burde vide det. Det var dog også sammen med den projektansvarlige fra netop NCC jeg fandt frem til højden vha byggetegningerne. Et besøg bygningsinspektoratet må kunne opklare det for os.

Jeps det er mig fra Emporis, eller Skyscrapers.com som det hed dengang. Jeg stoppede dog lige omkring den tid hvor KPMG-huset stod færdig, og siden er hele den danske del blevet ret uaktuel. Højderne på de ældre Århus højhuse kan du for øvrigt godt regne med, de er også målt ud fra byggetegningerne. 🙂

Giv kommentar