Den sparsomme skyline i Århus er velsignet af én af Danmarks smukkeste højhuse, der efter min opfattelse kun overgås af Ferring i Ørestad. Det er selvfølgelig KPMG-huset placeret i hjertet af Århus ved hovedbanegården som en del af indkøbscentret Bruun’s Galleri. Højhuset er tegnet i samarbejde mellem schmidt hammer lassen og 3XN, og er den 2. højeste bygning i Århus på 68,5 m med 17 etaper. Den stod færdig i 2004 med penthouselejligheder i de to øverste etager, KPMG’s reception på 15. etage og derefter kontorer for KPMG og andre selskaber på de følgende etager ned til 6. etage, hvorefter 5. og 4. etage indgår i Bruun’s Galleri og de sidste etager indeholder støtte- og servicefunktioner for bygningen og personalet.

Jeg var ude og tage en række billeder i dag, der dog mest dækker eksisterende bygninger og arkitektur herunder KPMG-huset. I den efterfølgende tid vil jeg udgive billederne i blogindlæg, som erstatning for den lille nyhedsmængde, der har været på det seneste. Der bliver ikke talt meget om byggeri i de lokale medier for tiden.

 

Det århusianske arkitektfirma Arkitema fik i 2009 et overskud på 4,5 mio. kr. ud af en omsætning på 126 mio kr, hvilket er temmelig ironisk, da de havde underskud i 2007 og 2008, hvor byggeriet var præget af højkonjunktur. Følgende citat er fra nyheden på deres website:

Det var en meget tilfreds flok der torsdag d. 27/5 afholdt generalforsamling i Arkitema K/S. På trods af finanskrisen og de historisk vanskelige tider for byggeriet kan Arkitemas administrerende direktør Peter Hartmann Berg rapportere et overskud på 4,5 millioner kroner, baseret på en omsætning på 126 mio. Peter Berg konstaterer “Vi er meget tilfredse med resultatet for 2009” og han fortsætter “Arkitema har gennemført et turn-around på det vanskeligst tænkelige tidspunkt. Vi har vendt to år med underskud til overskud ved hjælp af tre faktorer: Stram økonomisk styring, strategisk fokus og en kæmpeindsats fra alle medarbejdere. Uden deres store opbakning ville det ikke have været muligt at skabe dette resultat.”

Krisen og de sløje år har været hårde ved Arkitemas egenkapital, men en kapitaltilførsel sørger nu for at firmaet nu igen har en særdeles tilfredsstillende soliditetsgrad. Peter Berg siger “Vi vil fortsætte med at udvikle vores forretning og vil også i fremtiden levere værdiskabende og bæredygtig arkitektur til vores kunder, samtidig med at vi tilbyder vores medarbejdere en af branchens bedste arbejdspladser. I forhold til 2009 er vores ordreindgang væsentligt forbedret her i første halvdel af 2010, og vores forventninger til årets resultat ligger klart over resultatet for 2009.”

Arkitema er i dag 170 medarbejdere på kontorer i Århus, København og Stockholm og har i de senere år med god succes bl.a. forfulgt opgaver i sundhedssektoren i både Danmark og Norge.