Lokalplanen for godsbanearealet er blevet sendt i høring ind til d. 21. juli. Området for lokalplanen er på ca. 19.000 kvm og inkluderer de tidligere godsbanebygninger, der skal omdannes til et produktionscenter for scenekunst, billedkunst og litteratur. Det nu københavnske arkitektfirma 3XN har tegnet omdannelsen og udvidelsen af godsbanen samt masterplanen for hele området. Lokalplaner for hele området vil løbende blive udarbejdet, men indtil videre er det altså kun selve godsbanebygningerne, der arbejdes med.

Læs hele lokalplanforslaget med nr. 886 her.

Hvis jeg må give en bemærkning til selve masterplanen for området (Og ikke godsbanen som lokalplanen dækker) så undrer det mig, at det ikke har været mere prioriteret at bygge i højden, så bygningerne konsekvent får 4-5 etager og ikke kun får 4-5 etager som facade mod vejene. Godsbanearealet er det mest centralt beliggende, ubebyggede område i Århus med 1 min. gang til rådhuset, strøget og hovedbanegården, så bygninger med blot 3 etager virker som en markant fejlprioritering i mine øjne. En enkelt høj bygning der kunne fungere i samspil med Prismet ville være en god udnyttelse af placeringen, når man tager i betragtning, at muligheden for et højhusbyggeri også er inkluderet i lokalplanen for Ceres-grunden ved siden af godsbanerne. Hvis Ceres kan få en dispensation fra kommunens højhuspolitik kunne godsbanerne vel også.

Google Maps Street View af godsbanebygningerne

Vis stort kort